Institutionen skal på forlangende udlevere oplysninger til Slots- og Kulturstyrelsen med henblik på efterfølgende kontrol af den udbetalte kompensation.
Stk. 2 Slots- og Kulturstyrelsen vil som udgangspunkt i forbindelse med kontrollen pålægge en institution at anvende revisorbistand. Ved pålæg af revisorbistand skal den indsendte dokumentation, jf. stk. 1, attesteres af en uafhængig, godkendt revisor.
Stk. 3 Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for revisors arbejde samt frist for attestation, jf. stk. 2.
Stk. 4 Der ydes godtgørelse for 80 pct. af udgifterne til revisorbistanden efter stk. 2, dog maksimalt 8.000 kr. ekskl. moms, hvis der ikke er modtaget mere end 250.000 kr. i kompensation for den periode, som kontrollen efter stk. 2 vedrører. 1. pkt. gælder ligeledes revisors bistand efter § 11, stk. 1, nr. 8.
Stk. 5 Retten til godtgørelse efter stk. 4 bortfalder, og allerede udbetalt godtgørelse skal fuldt ud tilbagebetales, hvis institutionen endeligt dømmes for misbrug af kompensationsordningen.
Stk. 6 Hvis efterreguleringen, jf. § 13, resulterer i et tilbagebetalingskrav, og institutionen er berettiget til revisorgodtgørelse efter § 12, stk. 4, foretager Slots- og Kulturstyrelsen modregning af revisorgodtgørelsen i det samlede tilbagebetalingskrav, jf. § 12, stk. 9.
Stk. 7 Slots- og Kulturstyrelsen kan i forbindelse med den efterfølgende kontrol af § 6, stk. 14 og 15 vedrørende skatteforhold, udbede sig den fornødne dokumentation.
Stk. 8 Slots- og Kulturstyrelsen kan foretage efterregulering af den udbetalte kompensation, hvis det i forbindelse med den efterfølgende kontrol viser sig, at en institution har fået mere eller mindre i kompensation, end institutionen er berettiget til efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 9 Opstår der flere krav om tilbagebetaling af kompensation efter dette kapitel fra samme modtager, kan disse lægges sammen og kræves tilbagebetalt som ét samlet tilbagebetalingskrav. Stiftelses- og forfaldstidspunkt for det samlede tilbagebetalingskrav er sammenfaldende med datoen for Slots- og Kulturstyrelsens seneste udbetaling til NemKonto af kompensation for den kompensationsperiode, tilbagebetalingskravet dækker over.