Energistyrelsen understøtter Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets departement. Energistyrelsen yder rådgivning og anden bistand inden for klima-, energi- og forsyningsområdet til klima-, energi- og forsyningsministeren og andre myndigheder.
Stk. 2 Energistyrelsen forestår vejlednings- og informationsvirksomhed inden for styrelsens område over for andre centrale og lokale myndigheder samt private.
Stk. 3 Energistyrelsen kan efter klima-, energi- og forsyningsministerens bestemmelse få tillagt andre opgaver og beføjelser i forbindelse med administrationen af den lovgivning, der hører under ministeriet.
Stk. 4 Energistyrelsen udøver beføjelser som Danmarks kompetente myndighed efter kvotedirektivet, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF, med tilhørende EU-retsakter.
Stk. 5 Energistyrelsen udøver beføjelser som Danmarks kompetente myndighed, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/956 af 10. maj 2023 om indførelse af en kulstofgrænsetilpasningsmekanisme.
Stk. 6 Energistyrelsen udøver beføjelser som Danmarks kompetente myndighed, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1787 af 13. juni 2024 om reduktion af metanemissioner i energisektoren og om ændring af forordning (EU) 2019/942.