Kapitel 1 Anvendelsesområde m.v.
Erhvervsstyrelsen kan foretage samkøring og anden behandling af oplysninger, herunder videregive oplysninger til andre myndigheder, jf. lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data § 1, stk. 1-4, efter bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det er nødvendigt af hensyn til udførelsen af styrelsens opgaver eller andre offentlige myndigheders kontrol- og tilsynsopgaver.
Stk. 2 Behandling af oplysninger efter denne bekendtgørelse udelukker ikke, at der kan ske andre behandlinger på andet lovgrundlag.
Erhvervsstyrelsen er dataansvarlig myndighed for det system, der benyttes til foretagelse af samkøring og anden behandling af oplysninger efter denne bekendtgørelse.
Erhvervsstyrelsen behandler følgende kategorier af personoplysninger i medfør af denne bekendtgørelse:
-
1) Navne- og adresseoplysninger.
-
2) CPR-numre.
-
3) Statsborgerskab.
-
4) Oplysninger om registreringspligtige køretøjers registreringsnumre.
-
5) Kortdata.
-
6) Beskæftigelse.
-
7) Oplysninger om maskinel registrering (logning) af alle anvendelser af personoplysninger.
-
8) Oplysninger om økonomiske forhold.
-
9) Oplysninger om erhvervsmæssige forhold.
-
10) Oplysninger om strafbare forhold.
-
11) Oplysninger om udfaldet af statistiske beregninger og analyser foretaget på baggrund af oplysningerne i nr. 1-10.