Kapitel 9 Byggeriets afslutning
Kommunalbestyrelsen påser ved byggeriets afslutning, at de stillede betingelser for støtte efter lov om friplejeboliger og denne bekendtgørelse er overholdt.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen påser endvidere, at friplejeboligleverandøren sender en ansøgning om godkendelse af en endelig anskaffelsessum, der indeholder de oplysninger, der skal lægges til grund for godkendelsen (ansøgningsskema C).
Byggeregnskabet for opførelse af byggeriet opgøres pr. skæringsdag, som er datoen for sidste boligs færdiggørelse tillagt indtil 2 måneder til færdiggørelse af udenomsarealer. I byggeregnskabet medtages samtlige udgifter, herunder stiftelsesprovisionen vedrørende realkreditbelåning frem til skæringsdagen. Eventuelle indtægter, herunder lejeindtægt, fratrækkes den del af anskaffelsessummen, hvortil der ydes ydelsesstøtte. Byggeregnskabet skal som minimum indeholde samme oplysninger som ansøgningsskema C.
Stk. 2 For servicearealer fremsendes byggeregnskabet, når arbejderne er færdige, og datoen for færdiggørelsen betragtes som skæringsdagen.
Stk. 3 Byggeregnskabet efter stk. 1 og 2 skal indsendes senest 6 måneder efter skæringsdagen. Kommunalbestyrelsen kan godkende forlængelse af fristen for indsendelse af byggeregnskab.
Stk. 4 Byggeregnskabet, herunder dokumentation for afholdelsen af afsatte beløb som nævnt i stk. 6, skal revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor.
Stk. 5 Alle udgifter skal være endeligt opgjorte inden fremsendelsen af byggeregnskabet, jf. dog stk. 6. Er der i byggeregnskabet anført udgifter, som kommunalbestyrelsen ikke kan godkende, skal anskaffelsessummen nedsættes tilsvarende. Udgifter, som kan henføres til uhensigtsmæssig tilrettelæggelse af byggeriet, og som af denne grund efter en konkret vurdering ikke kan godkendes af kommunalbestyrelsen, kan finansieres ved afkortning i bestyrelses-, rådgiver- og byggesagshonoraret. Det godkendte byggeregnskab, herunder de endelige udgifter til honoraret, skal indberettes til BOSSINF, jf. kapitel 3.
Stk. 6 Der kan afsættes beløb til afholdelse af enkelte udgifter efter fremsendelsen af byggeregnskabet. Revideret dokumentation, jf. stk. 4, for disse beløb skal være indsendt til kommunalbestyrelsen senest 6 måneder efter byggeregnskabets godkendelse. Kommunalbestyrelsen kan forlænge fristen. Ved fristforlængelse skal der ske indberetning til BOSSINF, jf. kapitel 3. Overholdes fristen ikke, nedsættes anskaffelsessummen med de udokumenterede afsatte beløb.
Kommunalbestyrelsen godkender den endelige anskaffelsessum efter byggeriets afslutning. Den godkendte anskaffelsessum kan ikke overstige den maksimale anskaffelsessum for almene plejeboliger.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen meddeler friplejeboligleverandøren godkendelse af den endelige anskaffelsessum. Samtidig hermed foretager kommunalbestyrelsen indberetning til BOSSINF, jf. kapitel 3.
Bestemmelserne i § 30 og § 31, stk. 1, 2. og 4. pkt., og stk. 3-5, anvendes tilsvarende på tilsagn om tilskud til servicearealer, der etableres i umiddelbar tilknytning til boligerne.