Bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 19

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om euforiserende stoffer er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2446 af 12. december 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 424 af 5. april 2022, bekendtgørelse nr. 155 af 9. februar 2023, bekendtgørelse nr. 453 af 28. april 2023, bekendtgørelse nr. 14 af 9. januar 2024, bekendtgørelse nr. 454 af 7. maj 2024 og bekendtgørelse nr. 1012 af 3. september 2024

§ 19

Fremstilling af tilberedninger af euforiserende stoffer og droger, opført på liste A, B og C, herunder udvejning og ompakning af sådanne euforiserende midler, er kun tilladt personer og virksomheder, som af Lægemiddelstyrelsen har fået tilladelse hertil, samt apoteker, herunder sygehusapoteker, og dispenserende dyrlæger i overensstemmelse med de til enhver tid gældende bestemmelser om de pågældendes adgang til fremstilling af lægemidler.

Stk. 2 Den i stk. 1 nævnte virksomhed skal foregå under sådanne forhold, at uvedkommende personer ikke får adgang til de heromhandlede euforiserende midler, og under iagttagelse af kontrolforanstaltninger til sikring mod uretmæssig fjernelse af sådanne euforiserende midler. Den af Lægemiddelstyrelsen godkendte sagkyndige leder skal på Lægemiddelstyrelsens forlangende uopholdeligt meddele Lægemiddelstyrelsen oplysning om navne og adresser på de personer, som til enhver tid er beskæftiget ved det nævnte arbejde.

Stk. 3 Pakninger med de i stk. 1 nævnte euforiserende midler, beregnet til såvel detail- som engrosforhandling, skal være lukket på en sådan måde, at brud på pakningen let ses.