Anerkendelse af faderskab efter § 14, stk. 2, nr. 2, og § 14, stk. 4, nr. 2, i børneloven indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening), eller på en blanket, jf. § 20, nr. 3.
Stk. 2 En anerkendelse, der indgives ved digital selvbetjening efter stk. 1, skal være underskrevet digitalt af den mand, der ønsker at anerkende faderskabet.
Stk. 3 En anerkendelse, der indgives på en blanket efter stk. 1, skal være underskrevet af den mand, der ønsker at anerkende faderskabet. Mandens underskrift og dateringens rigtighed skal være bekræftet af en advokat eller to vitterlighedsvidner, medmindre han underskriver blanketten ved møde hos Familieretshuset.
Stk. 4 Anerkendelse efter stk. 1 er sket, når Familieretshuset har modtaget anerkendelsen i underskrevet og dateret stand. Er børnelovens betingelser for anerkendelse af faderskab opfyldt, sender Familieretshuset meddelelse herom til forældrene.