Bekendtgørelse om fastsættelse af maksimalt garantibidrag og principper for de årlige tariffer i Arbejdsmarkedets Tillægspension § 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2295 af 30. november 2021

Fastsættelse af principper for de årlige tariffer
§ 2

Det årlige garantibidrag opdeles i et rentebidrag og et markedsbidrag. Markedsbidraget kan maksimalt udgøre 25 pct. af garantibidraget. Størrelsen af rentebidraget henholdsvis markedsbidraget fastsættes én gang om året for det følgende år af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 2 Medlemmerne erhverver pension af garantibidrag i overensstemmelse med de tariffer, der fastsættes for henholdsvis rentebidrag og for markedsbidrag, som vedrører det pågældende år.

Stk. 3 Den pension, der erhverves for markedsbidraget, reguleres efterfølgende op eller ned med det opnåede afkast af investeringerne i den portefølje, der knytter sig til markedsbidraget. Porteføljen investeres efter principper fastsat af bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension, herunder porteføljens risikoniveau.

Stk. 4 For at mindske risikoen for at pensionen ændres væsentligt kort tid før pensioneringstidspunktet, vil den beregnede pension baseret på markedsbidrag op mod medlemmets folkepensionsalder blive konverteret til en garanteret livrente i en indfasningsperiode. Perioden skal minimum være på 5 år. Hvilke årgange, der påbegynder indfasning i det kommende år, fastsættes én gang om året for det følgende år af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension.