En virksomhed, som måler finansielle forpligtelser til dagsværdi i medfør af § 50, stk. 2, nr. 3 eller 4, jf. § 57, stk. 1 og 2, skal oplyse ændringen i perioden og den akkumulerede størrelse af den del af ændring i dagsværdien af disse forpligtelser, som kan henføres til ændringer i kreditrisikoen på forpligtelserne. Denne ændring kan fastlægges enten,
-
1) som forskellen mellem den samlede ændring i dagsværdien af forpligtelserne og den del heraf, der kan henføres til ændringer som følge af ændringer i markedsvilkår, der knytter sig til markedsrisici eller
-
2) ved en alternativ metode, som virksomheden mener bedre giver et retvisende billede af ændringen i kreditrisikoen på forpligtelserne.
Stk. 2 Virksomheden skal give de oplysninger efter stk. 1 for grupper af virksomhedens forpligtelser, der er relevante i forhold til oplysningskravet, henholdsvis for regnskabsperioden og akkumuleret fra første indregning af forpligtelserne.
Stk. 3 Virksomheden skal oplyse de metoder, der er anvendt for at fastlægge de beløb, der er oplyst i henhold til stk. 1 og 2. Virksomheden skal desuden oplyse, hvis den ikke mener, at de oplyste beløb på en pålidelig måde repræsenterer ændringerne i kreditrisikoen på forpligtelserne samt oplyse om baggrunden for denne konklusion og de faktorer, som virksomheden mener, er relevante i denne sammenhæng.
Stk. 4 Virksomheden skal oplyse forskellen mellem den regnskabsmæssige værdi af forpligtelser omfattet af stk. 1 og de beløb, som virksomheden er kontraktmæssigt forpligtet til at betale ved forfald.