Virksomheder, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, skal supplere ledelsesberetningen med en redegørelse for samfundsansvar, jf. stk. 3-9. Ved virksomheders samfundsansvar forstås, at virksomheder frivilligt integrerer hensyn til blandt andet menneskerettigheder, sociale forhold, miljø- og klimamæssige forhold samt bekæmpelse af korruption i deres forretningsstrategi og forretningsaktiviteter. Har virksomheden ikke politikker for samfundsansvar, skal virksomheden oplyse dette.
Stk. 2 Virksomheder, der medtager en bæredygtighedsrapportering i ledelsesberetningen, jf. §§ 156 eller 157, skal ikke redegøre for samfundsansvar, jf. stk. 1.
Stk. 3 Virksomhedens redegørelse skal indeholde oplysning om:
-
1) Virksomhedens politikker for samfundsansvar, herunder eventuelle standarder, retningslinjer eller principper for samfundsansvar, som virksomheden anvender.
-
2) Hvordan virksomheden omsætter sine politikker for samfundsansvar til handling, herunder eventuelle systemer eller procedurer herfor.
-
3) Virksomhedens vurdering af, hvad der er opnået som følge af virksomhedens arbejde med samfunds- ansvar i regnskabsåret, samt virksomhedens eventuelle forventninger til arbejdet fremover.
Stk. 4 Hvis virksomheden har politikker for at respektere menneskerettighederne og for at reducere klimapåvirkningen af virksomhedens aktiviteter, skal virksomhedens redegørelse efter stk. 1 udtrykkeligt indeholde oplysninger om disse politikker. Hvis virksomheden har sådanne politikker, finder stk. 3 tilsvarende anvendelse. Har virksomheden ikke sådanne politikker, skal virksomheden oplyse dette i ledelsesberetningen.
Stk. 5 Virksomheden skal give redegørelsen i tilknytning til ledelsesberetningen. Virksomheden kan dog i stedet vælge at give redegørelsen
-
1) i en supplerende beretning til årsrapporten, jf. § 190 i lov om finansiel virksomhed, hvortil virksomheden skal henvise i ledelsesberetningen, eller
-
2) på virksomhedens hjemmeside, hvortil virksomheden skal henvise i ledelsesberetningen.
Stk. 6 Offentliggørelse af redegørelsen efter stk. 5, nr. 1 eller 2, forudsætter, at virksomheden opfylder kravene herfor som fastsat i bekendtgørelse om offentliggørelse af en række redegørelser efter årsregnskabsloven med de fornødne tilpasninger. § 193, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse på redegørelsen i de tilfælde, hvor redegørelsen offentliggøres andre steder end i ledelsesberetningen.
Stk. 7 For virksomheder, som udarbejder koncernregnskab, er det tilstrækkeligt, at virksomheden efterlever oplysningskravene efter stk.1, jf. stk. 3-4 for koncernen som helhed.
Stk. 8 En dattervirksomhed, som indgår i en koncern, kan undlade at medtage oplysningerne i sin egen ledelsesberetning, hvis modervirksomheden opfylder oplysningskravene efter stk. 1, jf. stk. 3-4 for den samlede koncern, eller hvis modervirksomheden er undtaget fra kravet om redegørelse for samfundsansvar, jf. stk. 2.
Stk. 9 En virksomhed, der oplyser om samfundsansvar efter internationale retningslinjer eller standarder som fastlagt i bekendtgørelse om redegørelse for samfundsansvar efter internationale retningslinjer eller standarder, kan undlade at give de oplysninger, som er anført i stk. 1, 3-4 under de betingelser, som er fastlagt i bekendtgørelsen.