Virksomheden skal efter første indregning løbende måle domicilejendomme til omvurderet værdi, som er dagsværdien på omvurderingstidspunktet med fradrag af efterfølgende akkumulerede afskrivninger og efterfølgende tab ved værdiforringelse. Virksomheden skal foretage omvurdering så hyppigt, at den regnskabsmæssige værdi ikke afviger væsentligt fra domicilejendommens dagsværdi på balancetidspunktet.
Stk. 2 Virksomheden skal opgøre dagsværdien på omvurderingstidspunktet i overensstemmelse med bilag 9.
Stk. 3 Virksomheden skal indregne stigninger i en domicilejendoms omvurderede værdi i anden totalindkomst, jf. § 82, stk. 2, og overføres til post 18, Opskrivningshenlæggelser, under egenkapitalen, medmindre stigningen modsvarer en værdinedgang, der tidligere er indregnet i resultatopgørelsen, jf. stk. 4.
Stk. 4 Virksomheden skal indregne fald i en domicilejendoms omvurderede værdi i resultatopgørelsen, medmindre faldet modsvarer en værdistigning, der tidligere er indregnet i anden totalindkomst, jf. stk. 2. Virksomheden skal i så fald indregne værdifaldet i anden totalindkomst og overføre faldet som en reduktion i post 18, Opskrivningshenlæggelser, under egenkapitalen.
Stk. 5 Virksomheden skal indregne afskrivninger baseret på den seneste omvurderende værdi, jf. § 61, stk. 2, 2. pkt., i resultatopgørelsen.