Bekendtgørelse om finansielle rapporter for LD Fonde Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1245 af 27. november 2019

Kapitel 5 Ledelsesberetning
Generelt
§ 75

Ledelsesberetningen skal

  • 1) beskrive LD Fondes hovedaktiviteter,

  • 2) beskrive usikkerhed ved indregning og måling, så vidt muligt med angivelse af beløb,

  • 3) beskrive usædvanlige forhold, der kan have påvirket indregningen eller målingen, så vidt muligt med angivelse af beløb,

  • 4) redegøre for udviklingen i LD Fondes aktiviteter og økonomiske forhold,

  • 5) omtale betydningsfulde hændelser, som er indtruffet efter regnskabsårets afslutning,

  • 6) beskrive LD Fondes forventede udvikling, herunder særlige forudsætninger og usikre faktorer, som ledelsen har lagt til grund for beskrivelsen,

  • 7) beskrive LD Fondes videnressourcer, hvis de er af særlig betydning for den fremtidige indtjening og

  • 8) beskrive de særlige risici, herunder forretningsmæssige og finansielle risici, som LD Fonde kan påvirkes af.

§ 76

Ledelsesberetningen skal beskrive årets resultat sammenholdt med den forventede udvikling ifølge den senest offentliggjorte årsrapport, eller ifølge de seneste i årets løb offentliggjorte forventninger, og skal begrunde afvigelser i resultatet i forhold hertil.

§ 77

Der skal oplyses om de ledelseshverv, som virksomhedens bestyrelses- og direktionsmedlemmer varetager i andre erhvervsvirksomheder, bortset fra ledelseshverv i virksomhedens egne 100 pct. ejede dattervirksomheder. Er den pågældende medlem af ledelsen i såvel et andet moderselskab som et eller flere af dettes 100 pct. ejede dattervirksomheder, er det uanset 1. pkt. tilstrækkeligt at oplyse navnet på dette moderselskab og antallet af dets dattervirksomheder, hvori den pågældende er ledelsesmedlem.

§ 78

Ledelsesberetningen skal suppleres med en redegørelse for samfundsansvar, jf. stk. 2-6. Ved LD Fondes samfundsansvar forstås, at LD Fonde integrerer hensyn til blandt andet menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø- og klimamæssige forhold og bekæmpelse af korruption i deres investeringsstrategi og ved anbringelse af midler. Har LD Fonde ikke politikker for samfundsansvar, skal dette oplyses i ledelsesberetningen.

Stk. 2 Redegørelsen skal som minimum indeholde følgende:

  • 1) En kort beskrivelse af LD Fondes investeringspolitik.

  • 2) Oplysninger om politikker for samfundsansvar, herunder eventuelle standarder, retningslinjer eller principper for samfundsansvar, som LD Fonde anvender. Der skal som minimum ved LD Fondes anbringelse af midler oplyses om politikker for miljø, herunder reduktion af klimapåvirkningen, arbejdstagerrettigheder og medarbejderforhold, respekt for menneskerettigheder, antikorruption og bestikkelse. Det skal oplyses, om LD Fonde har en politik på det pågældende område, og hvad politikken i givet fald går ud på.

  • 3) Oplysninger om, hvordan LD Fonde omsætter sin politik for samfundsansvar til handling, og om eventuelle systemer eller procedurer herfor.

  • 4) Oplysninger om de væsentligste risici i relation til LD Fondes investeringspolitik, hvor det er relevant og proportionalt, og hvor det indebærer en særlig risiko for negativ påvirkning af de i nr. 2 nævnte områder. Der skal herunder gives oplysning om, hvordan LD Fonde håndterer de pågældende risici.

  • 5) Oplysninger om LD Fondes anvendelse af eventuelle ikke-finansielle nøglepræstationsindikatorer, som er relevante for LD Fondes investeringspolitik.

  • 6) Oplysninger om LD Fondes vurdering af, hvilke resultater der er opnået som følge af LD Fondes arbejde med samfundsansvar i regnskabsåret, og LD Fondes eventuelle forventninger til arbejdet fremover.

Stk. 3 Har LD Fonde ikke politikker for samfundsansvar på de i stk. 2, nr. 2, anførte områder, skal dette oplyses i ledelsesberetningen, og årsagen skal angives.

Stk. 4 Redegørelsen skal gives i tilknytning til ledelsesberetningen. LD Fonde kan dog i stedet vælge at give redegørelsen:

  • 1) i en supplerende beretning til årsrapporten, jf. § 8 g i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, hvortil der henvises i ledelsesberetningen, eller

  • 2) på LD Fondes hjemmeside, hvortil der henvises i ledelsesberetningen.

Stk. 5 LD Fonde kan undlade at udarbejde en redegørelse om samfundsansvar efter stk. 2, hvis LD Fonde oplyser om sine politikker for samfundsansvar efter internationale retningslinjer eller standarder, der indeholder de i stk. 2 anførte oplysninger, eller standarder som fastlagt i bekendtgørelse om offentliggørelse af en række redegørelser efter årsregnskabsloven. Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse, hvis oplysningerne ikke dækker de i stk. 2 anførte områder.

Segmentoplysninger
§ 79

LD Fondes resultatopgørelse og balance specificeres som segmentoplysninger i noterne på henholdsvis Lønmodtagernes Dyrtidsmidler og Lønmodtagernes Feriemidler.