Bekendtgørelse om finansielle virksomheders m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden m.v.

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1389 af 4. december 2024

I medfør af § 347 a og § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1013 af 21. august 2024, § 270, stk. 1, og § 287 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, jf. lovbekendtgørelse nr. 232 af 1. marts 2024, § 165, stk. 1, og § 190, stk. 5, i lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1163 af 13. november 2024, § 53 og § 78, stk. 6, i hvidvaskloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 807 af 21. juni 2024, § 140 og § 152, stk. 7, i lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 53 af 18. januar 2023, § 243 og § 255, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 26. februar 2024, § 20 og § 26, stk. 4, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 1095 af 21. oktober 2024, § 162 og § 190, stk. 5, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 1. marts 2024, § 10 l og § 14 a, stk. 2, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 1109 af 9. oktober 2014, som ændret ved lov nr. 1490 af 23. december 2014, § 73 a i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 919 af 25. juni 2024, § 27 l og § 32 a, stk. 2, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1142 af 1. november 2024, § 15 b og § 22, stk. 4, i lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 285 af 1. marts 2023, § 301 og § 316, stk. 1, i lov nr. 718 af 13. juni 2023 om forsikringsvirksomhed, § 35 og § 42, stk. 7, i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 21. juni 2024, § 23 og § 30, stk. 8, i lov nr. 450 af 24. april 2019 om forbrugslånsvirksomheder, som ændret ved lov nr. 801 af 9. juni 2020, § 22 i lov nr. 405 af 25. april 2023 om Kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark, jf. § 347 a i lov om finansiel virksomhed, og § 25, stk. 3, i lov nr. 405 af 25. april 2023 om Kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark, og § 31, stk. 2, og § 41, stk. 7, i lov nr. 1534 af 12. december 2023 om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere, fastsættes:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
Anvendelsesområde
§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse på:

  • 1) Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, virksomheder, der er udpeget som operatører af digital finansiel infrastruktur efter § 333 i lov om finansiel virksomhed, investeringsforvaltningsselskaber og CO2-kvote-udbydere under tilsyn efter lov om finansiel virksomhed.

  • 2) Juridiske og fysiske personer, der har tilladelse efter §§ 332 a-332 c i lov om finansiel virksomhed.

  • 3) Crowdfundingtjenesteudbydere under tilsyn efter lov om finansiel virksomhed.

  • 4) Danske UCITS under tilsyn efter lov om investeringsforeninger m.v.

  • 5) Virksomheder under Finanstilsynets tilsyn efter hvidvaskloven.

  • 6) Virksomheder under tilsyn efter lov om betalinger.

  • 7) Operatører af et reguleret marked, centrale modparter (CCP’er), værdipapircentraler (CSD’er) og udbydere af dataindberetningstjenester under tilsyn efter lov om kapitalmarkeder.

  • 8) Finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere under tilsyn efter lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

  • 9) Forvaltere af alternative investeringsfonde og depositarer under tilsyn efter lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

  • 10) Fondsmæglerselskaber under tilsyn efter lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

  • 11) Virksomheder under tilsyn efter lov om forsikringsvirksomhed.

  • 12) Lønmodtagernes Dyrtidsfond under tilsyn efter lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

  • 13) Arbejdsmarkedets Erhvervssikring under tilsyn efter lov om arbejdsskadesikring.

  • 14) Arbejdsmarkedets Tillægspension under tilsyn efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

  • 15) Ejendomskreditselskaber under tilsyn efter lov om ejendomskreditselskaber.

  • 16) Forsikringsformidlere under tilsyn efter lov om forsikringsformidling.

  • 17) Forbrugslånsvirksomheder under tilsyn efter lov om forbrugslånsvirksomhed.

  • 18) KommuneKredit under tilsyn efter lov om Kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark.

  • 19) Kreditservicevirksomheder under tilsyn efter lov om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere.

  • 20) Danmarks Skibskredit under tilsyn efter lov om et skibsfinansieringsinstitut.

Offentliggørelse
§ 2

Efter hver inspektion i en af de i § 1, stk. 1 nævnte virksomheder (i det følgende benævnt »virksomhed m.v.«) udarbejder Finanstilsynet en redegørelse, som virksomheden m.v. skal offentliggøre. Redegørelsen beskriver Finanstilsynets vurdering af virksomheden m.v., herunder de eventuelle centrale påbud, påtaler og risikooplysninger, som virksomheden m.v. har modtaget fra Finanstilsynet.

Stk. 2 Når Finanstilsynet giver en virksomhed m.v. et påbud, en påtale eller en risikooplysning, og dette ikke sker i forbindelse med en inspektion, jf. stk. 1, udarbejder Finanstilsynet en redegørelse, som virksomheden skal offentliggøre, når Finanstilsynet vurderer, at den pågældende reaktion har betydning for:

Stk. 3 En redegørelse efter stk. 1 eller 2 må ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i lov om offentlighed i forvaltningen.

§ 3

Offentliggørelse efter § 2, stk. 1 og 2, skal ikke ske, hvis det efter Finanstilsynets vurdering vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden m.v., eller hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse.

Stk. 2 Regler om offentliggørelse efter de børsretlige regler går forud for denne bekendtgørelse.

Stk. 3 Hvis offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 1 eller 2, skal der ske offentliggørelse, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til to år efter beslutningen om udsættelse af offentliggørelse.

Formkrav til offentliggørelse
§ 4

Når virksomheden m.v. har modtaget en redegørelse fra Finanstilsynet, jf. § 2, stk. 1 og 2, skal virksomheden m.v. offentliggøre redegørelsen senest tre hverdage efter, virksomheden m.v. har modtaget redegørelsen. Virksomheden m.v. skal offentliggøre redegørelsen på sin hjemmeside på et sted, hvor den naturligt hører hjemme. Når virksomheden m.v. har offentliggjort redegørelsen, skal dette meddeles til Finanstilsynet, som herefter ligeledes skal offentliggøre redegørelsen på sin hjemmeside.

Stk. 2 Samtidig med offentliggørelse efter stk. 1, 1. pkt., skal virksomheden m.v. indsætte et link, som giver direkte adgang til redegørelsen, på forsiden af virksomhedens m.v. hjemmeside på en synlig måde. Linket og eventuel tilknyttet tekst skal tydeligt angive, at der er tale om en redegørelse fra Finanstilsynet. Fjernelse af linket og en eventuelt tilknyttet tekst fra forsiden og informationerne fra virksomhedens m.v. hjemmeside skal finde sted efter samme principper, som den anvender for øvrige meddelelser, dog tidligst når linket og informationerne har ligget på hjemmesiden i tre måneder. For virksomheder m.v., der afholder generalforsamlinger, repræsentantskabsmøder eller tilsvarende forsamlinger, må linket og informationerne tidligst fjernes efter førstkommende ordinære generalforsamling, repræsentantskabsmøde eller tilsvarende forsamling.

Stk. 3 Samtidig med virksomhedens offentliggørelse efter stk. 1, 3. pkt., afgiver Finanstilsynet indberetning om offentliggørelsen for de i § 1, stk. 1, nr. 12-14, opregnede virksomheder til beskæftigelsesministeren.

Stk. 4 Finanstilsynet kan uanset stk. 1, 3. pkt., offentliggøre redegørelsen på sin hjemmeside før virksomheden m.v. i tilfælde, hvor virksomheden m.v. har rent tekniske eller praktiske problemer med offentliggørelsen eller i tilfælde, hvor den manglende offentliggørelse er uden reel begrundelse.

Stk. 5 Hvis virksomheden m.v. kommenterer Finanstilsynets redegørelse efter § 2, stk. 1 og 2, skal dette ske i forlængelse af redegørelsen, og kommentarerne skal være klart adskilt fra redegørelsen.

Filialer
§ 5

For filialer her i landet af en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den virksomhed, som er nævnt i §§ 7-10 i lov om finansiel virksomhed, § 13 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, § 14 i lov om forsikringsvirksomhed eller § 3 i lov om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere, i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder § 6, stk. 1 og 3, og §§ 7-8 anvendelse.

Stk. 2

Henvisningen til § 1, stk. 1, nr. 22-26, i hvidvaskloven er forkert, da hvidvasklovens § 1, stk. 1, har kun 22 nummre. Nr. 22-26 blev ophævet den 30. december 2024 og blev erstattet med et nyt nr. 22, jf. § 7, nr. 1, og § 17, stk. 4, i lov nr. 481 af 22. maj 2024. Derfor har vi ladet vores krydshenvisning pege derpå.

For filialer her i landet af en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den virksomhed, der er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-12, 18 og 22-26, i hvidvaskloven, finder § 6, stk. 2 og 3, og §§ 7-8 anvendelse.

§ 6

Filialer nævnt i § 5, stk. 1, kan offentliggøre redegørelser fra Finanstilsynet, der indeholder oplysninger vedrørende filialen, som Finanstilsynet er blevet bekendt med i forbindelse med undersøgelse af filialen.

Stk. 2 Filialer nævnt i § 5, stk. 2, skal offentliggøre redegørelser fra Finanstilsynet, der indeholder oplysninger vedrørende filialen, som Finanstilsynet er blevet bekendt med i forbindelse med undersøgelse af filialen.

Stk. 3 En redegørelse efter stk. 1 eller 2, må ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i lov om offentlighed i forvaltningen.

§ 7

Finanstilsynet offentliggør redegørelser nævnt i § 6 på sin hjemmeside. Offentliggørelse sker efter, filialen har offentliggjort redegørelsen. Finanstilsynet offentliggør dog redegørelsen senest tre hverdage efter, at filialen har modtaget redegørelsen fra Finanstilsynet, uanset om filialen har offentliggjort redegørelsen.

§ 8

Finanstilsynets offentliggørelse efter § 6 skal ikke ske, hvis det efter Finanstilsynets vurdering vil medføre uforholdsmæssig stor skade for filialen, eller hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse. Dette gælder dog ikke, hvis filialen forinden selv har offentliggjort redegørelsen.

Stk. 2 Regler om offentliggørelse efter de børsretlige regler går forud for denne bekendtgørelse.

Stk. 3 Hvis offentliggørelse er undladt efter stk. 1 eller 2, skal Finanstilsynet offentliggøre redegørelsen, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til to år efter Finanstilsynets beslutning om udsættelse af offentliggørelse.

Straffebestemmelse
§ 9

Med bøde straffes den, der undlader at efterkomme krav om offentliggørelse efter § 4, stk. 1 og 2, og § 6, stk. 2.

Stk. 2 § 9, stk. 1, gælder ikke for virksomheder omfattet af § 1, nr. 13.

Stk. 3 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. 1. pkt. gælder ikke for virksomheder omfattet af § 1, nr. 12.

Ikrafttræden
§ 10

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2025.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 553 af 28. maj 2024 om finansielle virksomheders m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden m.v. ophæves.

Stk. 3 Bekendtgørelse nr. 1355 af 3. december 2024 om finansielle virksomheders m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden m.v. ophæves.