Kapitel 3 Flytning og opgørelse af indeståendet
Lønmodtagernes Dyrtidsfond anerkender snarest muligt modtagelsen af den i § 3 nævnte overflytningsanmodning over for kontohaver.
Stk. 2 Såfremt anmodningen om overflytning af kontohavers indestående opfylder de i § 3, stk. 2, nævnte krav, overfører Lønmodtagernes Dyrtidsfond indeståendet senest tre måneder efter den uge, hvori anmodningen om flytning er modtaget.
Stk. 3 Der kan bortses fra den i stk. 2 nævnte frist, hvis der som følge af kontohavers forhold indtræder ændrede omstændigheder omkring overflytningen, som nødvendiggør dette. Lønmodtagernes Dyrtidsfond orienterer kontohaveren om udsættelsen af fristen.
Stk. 4 Såfremt kontohaver afgår ved døden, forinden overflytning af dennes indestående har fundet sted, finder overflytning ikke sted.
Lønmodtagernes Dyrtidsfond opgør kontohavers tilgodehavende som det beløb, der er indbetalt i medfør af dyrtidsindbetalingsloven med tillæg af, hvad der er tilskrevet i medfør af § 6g i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
Stk. 2 Det beløb, der overføres til det anmodende pensionsinstitut, udgør det i henhold til stk. 1 opgjorte beløb fratrukket gebyr i medfør af § 8 og skat af pensionsafkast i henhold til pensionsafkastbeskatningslovens bestemmelser for Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Ved overførsel til pensionspolicer, som er omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1, overfører Lønmodtagernes Dyrtidsfond nævnte beløb uden fradrag for afgift i medfør af pensionsbeskatningslovens § 14 A og § 41. Omfattes overførslen ikke af § 41, fradrages der i nævnte beløb en afgift i medfør af pensionsbeskatningslovens § 30.