Kapitel 2 Forlængelsesprøvens form og indhold
Forlængelsesprøven består af en prøve i dansk (sprogprøve) og en prøve i viden om danske samfundsforhold (vidensprøve). Sprogprøven består af fire delprøver på A1-niveau. Vidensprøven er på B1-/B2-niveau.
Stk. 2 Sprogprøven og vidensprøven aflægges i umiddelbar forlængelse af hinanden.
Stk. 3 Forlængelsesprøven er en mundtlig prøve, som aflægges individuelt uden hjælpemidler.
Stk. 4 Forlængelsesprøven gennemføres ved hjælp af et computerbaseret prøvesystem, der afspiller prøvens spørgsmål og optager prøvedeltagerens svar. Prøvedeltageren skal ikke betjene computeren, og aflæggelse af forlængelsesprøven forudsætter ikke it-mæssige kundskaber.
Stk. 5 Prøvedeltageren kan forud for aflæggelse af forlængelsesprøven for egne midler anskaffe sig en forberedelsespakke.
Den samlede prøvetid for forlængelsesprøven er ca. 30 minutter afhængig af de enkelte spørgsmåls nøjagtige varighed. Alle prøvedeltagere tildeles samme svartid inden for den samlede prøvetid.
Sprogprøven består af 30 spørgsmål fordelt på fire delprøver. I delprøve 1 skal prøvedeltageren svare på spørgsmål om sig selv. I delprøve 2 skal prøvedeltageren lytte til en række korte tekster og svare på spørgsmål om teksterne. I delprøve 3 skal prøvedeltageren lytte til en række tekster og svare på, om et givent billede passer til hver tekst. I delprøve 4 skal prøvedeltageren lytte til en række korte historier og svare på spørgsmål om hver historie.
Vidensprøven består af 30 spørgsmål, der omhandler Danmark og det danske samfund. Der ligger prøvesæt i en prøvebank, hvorfra de 30 spørgsmål udvælges. Vidensprøvens spørgsmål ligger indholdsmæssigt inden for rammerne af forberedelsespakken.
Stk. 2 Prøven består af spørgsmål, som vil blive afspillet to gange, hvorefter prøvedeltageren skal svare. Til hvert spørgsmål vil der blive vist et still-billede fra den undervisningsfilm, der indgår i forberedelsespakken.
Stk. 3 Spørgsmål, der indgår i prøvebanken, er ikke offentligt tilgængelige og kan løbende ændres eller udskiftes af Styrelsen for International Rekruttering og Integration.
Prøvedeltageren skal ved aflæggelse af vidensprøven dokumentere
-
1) at have opnået kendskab til danske normer, værdier og grundlæggende rettigheder, herunder de danske demokratiske principper, det enkelte menneskes frihed og personlige integritet, tros- og ytringsfrihed, kønnenes ligestilling og kvinders rettigheder og
-
2) at have opnået kendskab til mere praktiske og konkrete forhold, herunder forbud mod vold, kvindelig omskæring og ulovlig tvang i forbindelse med indgåelse af ægteskab, opdragelse og forældreansvar over for børn, uddannelse, sundhed, arbejde, skat mv.