Indehaveren af rettighederne til en plantenyhed (sortsejeren) kan kræve licens af enhver, der som led i den erhvervsmæssige udnyttelse af sin bedrift formerer plantenyheden og planter, udsår eller lægger udbyttet på bedriften.
Stk. 2 For arter nævnt i bilaget gælder stk. 1 kun, hvis formeringen sker med henblik på anvendelse til de formål, der er nævnt i bilaget.
Stk. 3 Størrelsen af licensen, jf. stk. 1, for plantenyheder af arter nævnt i bilaget, nr. 2-6, kan fastsættes i en kontrakt mellem sortsejeren og landbrugeren eller mellem sammenslutninger af sortsejere og landbrugere. Licensens størrelse skal være rimelig.
Stk. 4 Er der ikke indgået en kontrakt om licensens størrelse mellem sortsejeren og landbrugeren eller mellem sammenslutninger af sortsejere og landbrugere, gælder at
-
1) licensen udgør 50 pct. af afgiften for certificeret udsæd eller certificeret læggemateriale, af samme sort, og
-
2) licensen for sorter af arter nævnt i bilaget fastsættes som et beløb pr. tilplantet arealenhed eller pr. kilo anvendt udsæd eller læggemateriale.
Stk. 5 Licensen forfalder til betaling ved plantning, udsåning eller lægning, med mindre anden forfaldstid er aftalt med sortsejeren.