Bekendtgørelse om formidling m.v. ved salg af fast ejendom Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1413 af 30. november 2023

Kapitel 3 Salgsopstilling og annoncering
Minimumskrav til indholdet af salgsopstillingen
§ 6

Salgsopstillingen skal udover kravene i lovens § 39, stk. 1, indeholde oplysning om følgende:

  • 1) Den skønnede kontantpris (udbudsprisen), jf. lovens § 41, stk. 1.

  • 2) Den månedlige og årlige ejerudgift som angivet i § 12.

  • 3) Forbrugsafhængige forhold som angivet i §§ 13-16.

  • 4) Seneste ejendoms- og grundværdi i henhold til den offentlige ejendomsvurdering med angivelse af årstal for vurderingen.

  • 5) Grund-, bygnings- og boligareal (BBR-arealer) samt eventuelt fordelingstal, jf. dog § 7 om ejerlejligheder.

  • 6) Ejendommens matrikelnummer, beliggenhed samt nuværende benyttelse.

  • 7) Den hidtidige benyttelse, hvis den afviger væsentligt fra ejendommens nuværende benyttelse, og dette er relevant.

  • 8) Ejendommens nuværende forsikringsforhold, herunder eventuelle særlige forhold som f.eks., at ejendommen ikke er forsikret mod svamp og insekter.

  • 9) Byrder og gæld, som måtte påhvile ejendommen eller sælger personligt, og som køber skal overtage uden for købesummen, jf. dog § 7, 2. pkt.

  • 10) Større istandsættelsesarbejder, der er besluttet på generalforsamling, samt evt. oplysning om finansiering heraf.

  • 11) Ejendommens energimærke, såfremt der påhviler sælgeren pligt til at udlevere energimærkning til ejendomsmægleren i henhold til lov om fremme af energibesparelser i bygninger.

  • 12) Særlige eller væsentlige begrænsninger i udnyttelsen af ejendommen i kraft af planbestemmelser (lokalplan m.v.) og servitutter m.v.

  • 13) Forurening kortlagt på vidensniveau 1 eller vidensniveau 2 eller oplysninger om lettere forurenet jord efter lov om forurenet jord, jf. stk. 3.

  • 14) At køber skal være opmærksom på, at der vil være udgifter i forbindelse med handlen, herunder eventuelle udgifter til købers egne rådgivere, f.eks. juridiske rådgivere og bygningssagkyndige, udgifter til tinglysning af skøde og pantebreve samt udgifter til finansiering, herunder kurssikring og bankgarantistillelse.

  • 15) Henvisning til prisportalen Tjek Boliglån via hyperlink Erhvervsstyrelsen har anvist på www.boligejer.dk.

  • 16) Andre forhold af væsentlig betydning.

Stk. 2 Ved projektsalg skal salgsopstillingen endvidere indeholde oplysninger om følgende:

  • 1) Projektudbyderens hæftelse, forsikring og garantistillelse (1 års- og evt. 5 årsgennemgang) for evt. fejl og mangler i byggeriet.

  • 2) Forventet tidspunkt for færdiggørelse og aflevering af byggeriet samt for mulig indflytning.

Stk. 3 Med lettere forurenet jord i stk. 1, nr. 13, menes, at ejendommen er omfattet af den generelle områdeklassificering efter lov om forurenet jord, eller der konkret er konstateret lettere forurening på ejendommen, hvilket er oplyst af kommune eller ejer.

§ 7

Arealoplysningspligten i § 6, stk. 1, nr. 5, begrænses for ejerlejligheder til oplysning om ejerlejlighedens samlede boligareal i henhold til BBR-ejermeddelelse og tinglyste boligareal. I det omfang byrder og gæld, som vedrører en ejerforening, skal overtages uden for købesummen, kan oplysningen i § 6, stk. 1, nr. 9, gives ved henvisning til de relevante ejerforeningsdokumenter.

§ 8

Er salg betinget af købers overtagelse af sælgers indestående lån, skal dette oplyses sammen med den årlige og månedlige brutto- og nettoydelse på lånet.

Standardfinansieringsforslag
§ 9

Hvis ejendomsmægleren udarbejder et standardfinansieringsforslag, jf. § 42, stk. 3, i loven, skal forudsætningerne i bilag 1 lægges til grund.

Stk. 2 Kursdatoerne for henholdsvis realkredit- og boliglån, jf. bilag 1, nr. 2 og 3, skal oplyses i salgsopstillingen.

Stk. 3 Det skal i salgsopstillingen oplyses, at brutto- og nettoudgiften er beregnet på baggrund af et standardfinansieringsforslag, og at denne standardfinansiering i visse tilfælde ikke kan opnås.

§ 10

Bruttoudgiften er lig med den samlede ydelse forbundet med standardfinansieringen, jf. § 9, uden fradrag, og skal oplyses både som årlig og månedlig udgift.

§ 11

Nettoudgiften er lig med bruttoudgiften efter fradrag af skattemæssigt rentefradrag og beregnet på grundlag af de relevante skatteprocenter for den kommune, hvor ejendommen er beliggende, og skal oplyses både som årlig og månedlig udgift samt med den anvendte skatteprocent.

Ejerudgift
§ 12

Ejerudgiften det første år specificeres i salgsopstillingen. Den omfatter den aktuelle ejendomsværdiskat, grundskyld og ejendomsforsikring for den pågældende ejendom. Den omfatter endvidere de aktuelle udgifter, som køber er forpligtet til at afholde som ejer af ejendommen, med undtagelse af udgifter til lovpligtige eftersyn af ejendommens forsyningsanlæg, herunder varmeanlæg. Desuden omfatter ejerudgiften ydelserne på eventuel gæld, som overtages af køber uden for købesummen. Fællesudgifter til ejerforening indgår i ejerudgiften efter fradrag af forbrugsafhængige udgifter.

Stk. 2 I stedet for indregning af og oplysning om den aktuelle forsikringsudgift, jf. stk. 1, kan udgiften til ejendomsforsikring baseres på et konkret tilbud eller på et anslået tilbud baseret på offentlige tilgængelige priser fra et forsikringsselskab. I forbindelse hermed skal det oplyses, om forsikringstilbuddet indeholder forbehold, samt om det dækker svamp-, insekt- og rørskader.

Stk. 3 Ejendomsværdiskatten angives med normal størrelse uden hensyn til reglerne om nedsat eller begrænset ejendomsværdiskat for særlige persongrupper og reglerne om rabatordning for ejendomsværdiskat.

Stk. 4 Grundskylden angives med normal størrelse uden hensyn til reglerne om rabatordning for grundskyld.

Forbrugsafhængige forhold
§ 13

I salgsopstillinger for boliger, hvor der skal udarbejdes energimærkning for selve boligenheden, jf. lov om fremme af energibesparelser i bygninger, skal der oplyses om det årlige beregnede varmeforbrug, som fremgår af energimærkningen. Der skal angives følgende oplysninger om det beregnede forbrug:

  • 1) Udgiften til forbruget.

  • 2) Størrelsen af forbruget angivet i kubikmeter for naturgas, liter for olie m.v.

  • 3) I hvilket år udgiften er beregnet.

  • 4) Ejendommens primære varmekilde og evt. supplerende varmekilder, jf. energimærkningen.

Stk. 2 For ejendomme som nævnt i stk. 1, hvis primære varmekilde er en anden end den, som er angivet i energimærkningen, skal der i stedet for oplysning i stk. 1, nr. 1 og 2, oplyses om udgiften til og størrelsen af sælgers seneste års faktiske varmeforbrug. Er det seneste års faktiske varmeforbrug ikke repræsentativt, skal der i stedet oplyses om anslået udgift til og størrelse af forbruget.

Stk. 3 Det skal i forlængelse af oplysningerne efter stk. 1 eller 2 tydeligt fremgå, om oplysningerne vedr. udgift og størrelse af varmeforbruget stammer fra energimærkning, er baseret på sælgers seneste års faktiske varmeforbrug eller er anslået.

§ 14

I salgsopstillinger for boliger, hvor der ikke skal udarbejdes energimærkning for selve boligenheden, eller hvor der ikke er pligt til at få udarbejdet energimærkning, jf. lov om fremme af energibesparelser i bygninger, skal der oplyses om sælgers seneste års faktiske forbrug. Der skal angives følgende oplysninger om det faktiske varmeforbrug:

  • 1) Udgiften til forbruget.

  • 2) Ejendommens primære og evt. supplerende varmekilder.

Stk. 2 Såfremt udgiften m.v. indgår som en integreret del af fællesudgifterne, oplyses udgiften til varme, jf. stk. 1, nr. 1, beregnet efter fordelingstal eller lignende.

Stk. 3 Er det seneste års faktiske udgifter ikke repræsentativt, eksempelvis hvor en ejendom har stået ubeboet eller er under opførelse, skal der i stedet oplyses om anslået udgift til forbruget.

Stk. 4 Det skal i forlængelse af oplysningerne efter stk. 1 eller 3 tydeligt fremgå, om oplysningerne vedr. udgift og størrelse af varmeforbruget er baseret på sælgers seneste års faktiske varmeforbrug eller er anslået.

§ 15

I salgsopstillinger for sommerhuse og fritidshuse skal der oplyses om ejendommens primære og evt. supplerende varmekilder.

§ 16

Det skal i salgsopstillingen oplyses, at der vil være udgifter til energi, vand, evt. lovpligtige eftersyn af forsyningsanlæg, evt. andre forbrugsafhængige forhold samt løbende vedligeholdelse, men at disse udgifter ikke fremgår af salgsopstillingen.

Stk. 2 I det omfang ejendomsmægleren har medtaget de i stk. 1 nævnte udgifter, kan oplysning efter stk. 1 dog udelades fra salgsopstillingen.

Stk. 3 I salgsopstillinger for sommerhuse og fritidshuse, skal det yderligere oplyses, at udgiften til og størrelsen af ejendommens varmeforbrug ikke fremgår af salgsopstillingen.

Oplysning i annoncer og anden markedsføring
§ 17

Annoncer og anden markedsføring skal udover kravet i lovens § 41, stk. 2, om skønnet kontantpris også indeholde oplysning om den månedlige ejerudgift. Annoncer skal også indeholde et synligt energimærke for ejendommen, såfremt der påhviler sælgeren pligt til at udlevere energimærkning til ejendomsmægleren i henhold til lov om fremme af energibesparelser i bygninger.

Stk. 2 Boligannoncer på ejendomsmæglernes hjemmeside skal endvidere indeholde en henvisning til prisportalen Tjek Boliglån via hyperlink, som Erhvervsstyrelsen har anvist på www.boligejer.dk. Henvisningen skal placeres i umiddelbar tilknytning til oplysningen om ejendommens skønnede kontantpris.