Bekendtgørelse om formidling m.v. ved salg af fast ejendom § 38

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1413 af 30. november 2023

Minimumskrav til indholdet af salgsopstillinger for projektsalg
§ 38

I tillæg til oplysningerne i denne bekendtgørelses § 6, stk. 1, nr. 1, 3, 8, 9, 11-14 og 16, og § 6, stk. 2, skal følgende oplysninger fremgå af salgsopstillingen:

  • 1) Anskaffelsespris for hele ejendommen, dvs. den pris, som andelsboligforeningen betaler til projektudbyderen, herunder om den er endeligt fastsat eller ej. Hvis den ikke er endeligt fastsat, skal det oplyses, hvilke faktorer der kan påvirke anskaffelsesprisen, og i hvilken retning påvirkning kan ske.

  • 2) Hvilken form for finansiering andelsboligforeningen har optaget eller påtænker at optage til køb af ejendommen. For hvert lån, der indgår i finansieringen, skal der oplyses om type, restgæld, løbetid, påbegyndelse af afdrag samt næste rentetilpasning.

  • 3) Den budgetterede boligydelse pr. måned bestående af udgifterne nævnt i § 33, men baseret på anslåede beløb.

  • 4) Andelens bruttoareal og fordelingstal i forhold til opgørelse af andelsværdien og opgørelse af boligafgiften.

  • 5) Hæftelsesforholdene i foreningen, jf. § 32, stk. 1, nr. 6, dels i forhold til udkastet til vedtægter, dels over for långiver.

  • 6) Andelens tekniske pris, der opgøres som den forholdsmæssige andel af anskaffelsesprisen for hele ejendommen.

  • 7) Forventet tidspunkt for stiftende generalforsamling.