Bekendtgørelse om forretningsorden for Det Nationale Integrationsråd Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2679 af 28. december 2021

Kapitel 1 Rådets formål og opgaver
§ 1

Det Nationale Integrationsråd har til opgave at rådgive udlændinge- og integrationsministeren om spørgsmål af betydning for integrationsindsatsen i Danmark.

Stk. 2 Med henblik på varetagelse af rådets opgaver skal rådet holde sig orienteret om spørgsmål af betydning for integrationsindsatsen i Danmark, herunder om den kommunale integrationsindsats.

Stk. 3 Rådet kan af egen drift eller efter anmodning undersøge forhold, der falder inden for rådets formål, samt foreslå foranstaltninger til ændring af sådanne forhold. Rådet kan i forbindelse hermed anmode om oplysninger hos statslige institutioner om, hvilke tiltag der er foretaget eller påtænkes foretaget i spørgsmål vedrørende integrationsindsatsen i Danmark.

Stk. 4 Rådet kan ikke udtale sig om enkeltsager. Rådet kan dog udtale sig om principielle spørgsmål på baggrund af enkeltsager.

Stk. 5 Rådet kan afgive udtalelser og lignende til offentlige myndigheder og andre om spørgsmål af betydning for integrationsindsatsen i Danmark.

Stk. 6 Rådet kan holde møder med beslutningstagere, myndigheder, interessegrupper, medier og organisationer.