Bekendtgørelse om forretningsorden for Dommerudnævnelsesrådet

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 589 af 21. juni 1999,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 191 af 24. februar 2023

Vedtaget af Dommerudnævnelsesrådet, den 21. juni 1999 med hjemmel i retsplejelovens § 43 c, stk. 1.

Bekendtgørelsen er konsolideret med senere ændringer. Her kan du se hvilke ændringsbekendtgørelser, som er indarbejdet.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
I. Forretningsordenens hjemmel
§ 1

Bestemmelserne i denne forretningsorden er fastsat af Dommerudnævnelsesrådet i medfør af retsplejelovens § 43 c, stk. 1.

II. Dommerudnævnelsesrådets sammensætning
§ 2

Dommerudnævnelsesrådet består af 6 medlemmer, en højesteretsdommer, en landsdommer, en byretsdommer, en advokat og to repræsentanter for offentligheden.

III. Konstitution
§ 3

Højesteretsdommeren er formand. Landsdommeren er næstformand.

IV. Dommerudnævnelsesrådets virksomhed
Dommerudnævnelsesrådets opgaver
§ 4

Rådet afgiver indstilling til justitsministeren om besættelse af stillinger som

  • 1) højesteretsdommer,

  • 2) landsretspræsident og landsdommer,

  • 3) præsident, vicepræsident og dommer i Sø- og Handelsretten,

  • 4) byretspræsident og byretsdommer,

  • 5) præsident og dommer i Tinglysningsretten,

  • 6) midlertidigt beskikket dommer i henhold til retsplejelovens § 44 b og

  • 7) midlertidigt beskikket dommer i henhold til retsplejelovens § 44 c.

Tilrettelæggelse af rådets arbejde
§ 5

Rådets formand tilrettelægger rådets arbejde og fastlægger mødedagene efter drøftelse i rådet.

Stk. 2 Det påhviler sekretariatet at forberede ansøgningssagerne til rådsbehandling, herunder at tilvejebringe de fornødne oplysninger om den enkelte ansøger. Det påhviler endvidere sekretariatet at yde rådet den fornødne bistand til det øvrige rådsarbejde.

Stk. 3 Rådets sekretariatsopgaver varetages af Domstolsstyrelsen.

§ 6

Ansøgere og organisationer, hvis medlemmer er naturlige ansøgere til de i § 4, stk. 1, nr. 1-5, nævnte stillinger, har ret til efter anmodning at få udleveret en liste over alle ansøgerne efter reglerne i tjenestemandslovens § 5, stk. 3-5.

§ 7

Modtager rådet mundtligt oplysninger vedrørende faktiske omstændigheder af betydning for beslutning i en ansøgningssag, eller er rådet på anden måde bekendt med sådanne oplysninger, skal der gøres notat om indholdet af disse oplysninger. Det gælder dog ikke, hvis oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

§ 8

En ansøger kan forlange at blive gjort bekendt med de dokumenter m.v. i en ansøgningssag, der vedrører den pågældendes egne forhold.

Stk. 2 Rådet afgør, hvornår og i hvilken form en anmodning efter stk. 1 om indsigt i dokumenter m.v. vedrørende en ansøgers egne forhold skal imødekommes.

Stk. 3 Rådet udsætter sin beslutning i ansøgningssagen, indtil der er givet ansøgeren mulighed for at gøre sig bekendt med de i stk. 1 nævnte dokumenter m.v., medmindre rådet finder, at ansøgerens interesse i, at rådets beslutning udsættes, bør vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.

§ 9

Kan en ansøger ikke antages at være bekendt med, at rådet er i besiddelse af bestemte oplysninger af faktisk karakter i en ansøgningssag, må der ikke træffes beslutning, før rådet har gjort den pågældende bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende og er af væsentlig betydning for beslutning i sagen. Rådet fastsætter en frist for afgivelse af den nævnte udtalelse.

Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

  • 1) det efter oplysningernes karakter må anses for ubetænkeligt at træffe beslutning på det foreliggende grundlag,

  • 2) ansøgerens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse, eller

  • 3) ansøgeren ikke har ret til aktindsigt med hensyn til de pågældende oplysninger.

§ 9a

Rådets sekretariat gør af egen drift ansøgeren bekendt med udtalelser om den pågældende, der er afgivet af vedkommende retspræsident (fx byretspræsident og landsretspræsident), herunder om ansøgeren er indstillet eller ikke er indstillet. Dette gælder dog ikke, hvis ansøgeren efter anmodning ikke vil have ret til indsigt heri, eller hvis det efter formandens vurdering undtagelsesvis vil være uforholdsmæssigt ressourcekrævende.

Repræsentation
§ 10

Formanden repræsenterer rådet.

V. Rådsmøder m.v.
Deltagelse
§ 11

Rådets møder er ikke offentlige.

§ 12

Et medlem skal så vidt muligt give meddelelse om helt eller delvis fravær.

§ 13

Rådet kan beslutte at give en ansøger eller andre lejlighed til at give møde for rådet, herunder via telekommunikation med billede. Rådets formand kan beslutte, at et eller flere medlemmer deltager i mødet via telekommunikation med billede. Rådets sekretariat udarbejder et referat af mødet med en ansøger.

Rådets behandling af sager
§ 14

Rådets beslutninger i ansøgningssager træffes i møder, jf. dog stk. 2, 3 og 4. Rådets formand kan beslutte, at mødet afholdes via telekommunikation med eller uden billede, eller at et eller flere medlemmer deltager via telekommunikation med eller uden billede. Rådet er beslutningsdygtigt, når behørig indkaldelse har fundet sted, jf. § 18, og mindst 4 medlemmer, herunder formanden, er til stede, herunder via telekommunikation med eller uden billede.

Stk. 2 Rådet kan i særlige tilfælde træffe beslutning i en ansøgningssag uden afholdelse af møde. I beslutningen skal deltage flest mulige medlemmer, dog mindst 4, herunder formanden, og de deltagende medlemmer skal være enige om, at beslutningen træffes uden afholdelse af møde.

Stk. 3 Rådet kan i enstemmighed bemyndige tre af rådets medlemmer, en dommer, en advokat og en offentlighedsrepræsentant, til at afgive indstilling på rådets vegne i visse, nærmere bestemte sager.

Stk. 4 Rådet kan endvidere i enstemmighed bemyndige formanden til at afgive indstilling på rådets vegne i visse, nærmere bestemte sager.

§ 15

Møderne ledes af formanden.

§ 16

Rådet kan kun indstille én ansøger til en ledig stilling.

Stk. 2 Såfremt der ikke i rådet er enighed om, hvem af ansøgerne der skal indstilles, afgøres spørgsmålet ved afstemning. Ved stemmelighed gør formandens stemme udslaget.

Stk. 3 Det skal tilkendegives i rådets indstilling, såfremt der har været uenighed om indstillingen, og de enkelte medlemmers standpunkter skal fremgå.

§ 17

Rådets indstillinger skal være begrundede.

Stk. 2 Det skriftlige materiale, der har ligget til grund for rådets vurdering af de enkelte ansøgere, herunder udtalelser mv., sendes til justitsministeren sammen med rådets indstilling. Justitsministeriet har adgang til ansøgningerne via Statens eRekruttering.

Indkaldelse
§ 18

Formanden eller sekretariatet efter formandens bemyndigelse indkalder til rådsmøder. Der skal indkaldes til rådsmøde, hvis mindst 2 medlemmer ønsker det.

Stk. 2 Mødeindkaldelse skal ske skriftligt og så vidt muligt med mindst 8 dages varsel.

Stk. 3 Mødeindkaldelser skal ledsages af en dagsorden, jf. § 19, og bilagsmateriale til de enkelte dagsordenspunkter, herunder ansøgninger, udtalelser m.v.

§ 19

Dagsordenen fastsættes af formanden.

Stk. 2 Ethvert medlem kan anmode om at få sat et punkt på dagsordenen.

Stk. 3 Dagsordenen skal til hvert møde mindst indeholde følgende punkter:

  • 1) Godkendelse af referat fra forrige møde.

  • 2) Oversigt over de ansøgningssager, der skal behandles.

  • 3) Eventuelt.

Protokol
§ 20

For hvert rådsmøde føres en protokol, hvori angives

  • 1) rådets indstilling i den enkelte ansøgningssag,

  • 2) om indstillingen er enstemmig eller er sket efter afstemning, og

  • 3) rådets begrundelse for indstillingen tillige med en angivelse af de enkelte medlemmers standpunkter, såfremt der har være uenighed om indstillingen.

Stk. 2 Protokollen underskrives på mødet af de enkelte rådsmedlemmer.

Stk. 3 Indstillinger foretaget i medfør af § 14, stk. 2-4, eller under møder via telekommunikation med eller uden billede i medfør af § 14, stk. 1, indføres snarest muligt i protokollen med de i stk. 1 nævnte angivelser. Protokollen underskrives snarest muligt af de medlemmer, der har deltaget i beslutningen, og de øvrige medlemmer gøres bekendt med protokoltilførslen.

Referat
§ 21

Fra hvert rådsmøde tages et referat.

Stk. 2 Referatet skal mindst indeholde oplysninger om

  • 1) tid og sted for mødet,

  • 2) hvem der har deltaget i mødet, herunder hvem der har været referent,

  • 3) dagsordenen for mødet, og

  • 4) en henvisning til protokollen for så vidt angår rådets beslutninger i ansøgningssager.

§ 22

Udkast til referat udsendes snarest muligt og senest i forbindelse med indkaldelse til næste møde.

§ 23

Indsigelser mod et referat skal fremsættes senest på førstkommende rådsmøde.

VI. Fravær, inhabilitet og tavshedspligt
Forfald
§ 24

Ved meddelelse om forfald for formanden indtræder næstformanden i formandens beføjelser efter §§ 14, stk. 1, 15, 18 og 19. Indkaldes formandens suppleant gælder § 25, 4. pkt.

§ 25

Har et medlem haft forfald på to på hinanden følgende møder, og forventes forfaldet at udstrække sig over yderligere mindst et møde, indkaldes den pågældendes suppleant til rådsmøde. I andre tilfælde af forfald kan rådet beslutte at indkalde suppleanten. Beslutningen træffes ved stemmeflerhed. Indkaldes formandens suppleant efter 1. eller 2. pkt., indtræder denne i formandens rettigheder og pligter.

Inhabilitet
§ 26

Et medlem er forpligtet til forudgående at underrette rådets øvrige medlemmer om inhabilitet eller om forhold, der har betydning for vurderingen af, om den pågældende kan anses for inhabil og derfor er udelukket fra at deltage i behandlingen af en sag.

Stk. 2 Rejses spørgsmål om et rådsmedlems eller andre mødedeltageres inhabilitet, træffer de øvrige i sagen deltagende rådsmedlemmer afgørelse om inhabiliteten.

Tavshedspligt
§ 27

Rådets medlemmer har tavshedspligt med hensyn til, hvad de erfarer i deres egenskab af medlem af rådet, når der er tale om oplysninger, som efter deres karakter er fortrolige. Samme tavshedspligt påhviler medlemmer af sekretariatet, der medvirker ved rådsbehandlingen.

Stk. 2 Hvert enkelt rådsmedlem drager omsorg for, at materiale, som den pågældende har modtaget i forbindelse med sit arbejde i rådet ikke kommer udenforstående i hænde. Ved fratræden skal det enkelte rådsmedlem tilbagegive det fortrolige materiale, som den pågældende har modtaget i sin egenskab af rådsmedlem.

VII. Færøerne og Grønland
§ 28

Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som følger af den særlige lovgivning for Færøerne og Grønland.