Kapitel 1 Adoptionssamrådets organisation og kompetence
Et adoptionssamråd består af et medlem med social uddannelse, en jurist og en læge, jf. lovens § 25 a, stk. 3.
Stk. 2 Medlemmerne og stedfortræderne for dem beskikkes af børne- og socialministeren for indtil 4 år ad gangen. Genbeskikkelse kan finde sted. En beskikkelse udløber ved udgangen af den måned, hvori den beskikkede fylder 70 år.
Stk. 3 Det juridiske medlem er formand for adoptionssamrådet og skal være medarbejder i Familieretshuset. En stedfortræder for det juridiske medlem skal ligeledes være medarbejder i Familieretshuset. Er et af de øvrige medlemmer også medarbejder i Familieretshuset, må vedkommende ikke i sit daglige arbejde være beskæftiget med adoptionsområdet. Vedkommende må heller ikke have det juridiske medlem eller dennes stedfortræder som chef eller have samme chef som det juridiske medlem eller dennes stedfortræder. Højst to af adoptionssamrådets medlemmer må være medarbejdere i Familieretshuset.
Adoptionssamrådets væsentligste opgaver er:
-
1) At træffe afgørelse om godkendelse som adoptant, jf. lovens § 25 a, stk. 1, jf. § 4 a.
-
2) At træffe afgørelse i fase 1 om, at et undersøgelses- og godkendelsesforløb kan fortsætte, jf. § 28, stk. 1, i bekendtgørelse om adoption.
-
3) At træffe afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt som adoptant ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan anses for egnet som adoptant, jf. lovens § 25 a, stk. 2.
-
4) At træffe afgørelse om, hvorvidt en person, der tidligere har adopteret et barn, skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt som adoptant, hvis der er behov for det, jf. lovens § 25 c, stk. 2.
-
5) At træffe afgørelse om dispensation fra fristen i § 26, stk. 3, i bekendtgørelse om adoption.
-
6) At træffe beslutning om iværksættelse af medicinsk, psykiatrisk, psykologisk eller anden specialundersøgelse, jf. § 27, stk. 3 og 4, i bekendtgørelse om adoption.
-
7) At tage stilling til, om en ansøgning om udvidelse af godkendelsen som adoptant til at omfatte det foreslåede barn kan imødekommes, jf. § 48, stk. 5, og § 55, stk. 2, i bekendtgørelse om adoption.
-
8) At vurdere om et barn, der er bragt i forslag, ligger inden for ansøgerens godkendelse som adoptant, når ansøgeren ikke er tilmeldt en formidlende organisation, jf. §§ 45 og 52 i bekendtgørelse om adoption.
-
9) At træffe afgørelse om, hvorvidt en godkendelse kan forlænges, jf. § 24 i bekendtgørelse om adoption.
Stk. 2 Et adoptionssamråds afgørelse kan inden 6 måneder indbringes for Adoptionsnævnet, jf. lovens § 25 b, stk. 3.
Formanden tilrettelægger adoptionssamrådets arbejde.