Kreditorer, der har deres sædvanlige bopæl, hjemsted eller vedtægtsmæssige hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, har ret til at anmelde deres fordringer.
Stk. 2 Fordringer fra kreditorer nævnt i stk. 1 skal behandles på samme måde og med samme rang som tilsvarende fordringer, der kan anmeldes af kreditorer, der har deres sædvanlige bopæl, hjemsted eller vedtægtsmæssige hjemsted her i landet.
Stk. 3 Kreditor skal sende en genpart af eventuel dokumentation for fordringen og anføre:
-
1) Fordringens art og størrelse.
-
2) Hvornår fordringen er opstået.
-
3) Om kreditor påberåber sig, at der er tale om en privilegeret fordring, en separatiststilling eller anden fortrinsret.
-
4) Hvilke formuegenstande en eventuel sikkerhed omfatter.
Stk. 4 Anmeldelse af fordringer efter stk. 1 kan finde sted på det eller et af de officielle sprog i det land, hvor kreditor har sin sædvanlige bopæl, hjemsted eller vedtægtsmæssige hjemsted. Anmeldelsen skal dog være forsynet med overskriften ”Anmeldelse af fordring” på dansk.