Indeholdelsesprocenten på skattekortet for 1995 beregnes som summen af følgende procenter, der er større end 0:
-
1) Skattekommunens laveste skatteprovent (dvs. summen af primærkommunal skatteprocent, amtskommunal skatteprocent, kirkeskatteprocent for medlemmer af folkekirken og bundskatten på 13 pct. efter personskattelovens § 6).
-
2) En procent beregnet som mellemskatten på 5 pct. efter personskattelovens § 6 a, opgjort uden nedsættelse for personfradrag, delt med den personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst eller fradrag af negativ kapitalindkomst og ganget med 100.
-
3) En procent beregnet som topskatten på 13,5 pct. efter personskattelovens § 7, opgjort uden nedsættelse for personfradrag, delt med den personlige indkomst med tillæg af den del af kapitalindkomsten, der overstiger det regulerede grundbeløb, og ganget med 100.
-
4) En procent beregnet som indkomstskatten på 3 pct. efter personskattelovens § 8, opgjort uden nedsættelse for personfradrag, delt med den personlige indkomst og ganget med 100.
Stk. 2 Procenterne efter stk. 1 beregnes med to decimaler. Er den efter stk. 1 beregnede indeholdelsesprocent større end 63,5 pct. med tillæg af kirkeskatteprocenten, ansættes indeholdelsesprocenten til 63,5 pct. med tillæg af kirkeskatteprocenten.
Stk. 3 Indeholdelsesprocenten efter stk. 2 forhøjes til nærmeste hele procent.