Bekendtgørelse om forskudsregistrering og beregning af indeholdelsesprocent for 2001 § 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 847 af 4. september 2000

§ 1

Ved forskudsregistreringen for 2001, der foretages på grundlag af oplysninger om indkomsten i et tidligere år, anvendes en af følgende 2 procentreguleringer, jf. dog stk. 2 og 3 samt §§ 2-5:

  • 1) Indkomstbeløb, der indgår i slutligningen for 1999, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2001 med 6 pct.

  • 2) Indkomstbeløb, der indgår i forskudsregistreringen for 2000, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2001 med 3 pct.

Stk. 2 Posten »kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat« ansættes ved forskudsregistreringen for 2001 på grundlag af den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom pr. 1. januar 2000, jf. dog 4. pkt. For samtlige ejerboliger reguleres grundlaget med 5 pct. Progressionsgrænsen fastsættes foreløbigt til 2.815.000 kr. For ejendomme, hvor det ikke er muligt maskinelt at beregne ejendomsværdiskatten, ansættes posten »kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat« ved forskudsregistreringen for 2001 til den ejendomsværdiskat, der indgår i forskudsregistreringen for 2000, reguleret med 5 pct.

Stk. 3 Ved forskudsregistreringen for 2001 af

  • 1) skattepligtige udbetalinger efter lov om delpension, lov om social service og lov om aktiv socialpolitik,

  • 2) efterløn, dagpenge og overgangsydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring,

  • 3) dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom og fødsel, og

  • 4) kommunale og amtskommunale tjenestemandspensioner og private pensioner såsom udbetalinger fra pensionsordninger med løbende udbetalinger, rateforsikringer i pensionsøjemed og rateopsparinger i pensionsøjemed, der foretages på grundlag af oplysninger om de nævnte indkomstkategorier i et tidligere år, anvendes en af følgende 2 procentreguleringer, jf. dog §§ 2-5:

    • a) Indkomstbeløb, der indgår i slutligningen for 1999, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2001 med 6,5 pct.

    • b) Indkomstbeløb, der indgår i forskudsregistreringen for 2000, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2001 med 3,2 pct.
      Der foretages ikke regulering efter stk. 1.

Stk. 4 Renteindtægter reguleres ikke efter stk. 1.