Bekendtgørelse om forskudsregistrering og beregning af indeholdelsesprocent for 2002 Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 797 af 10. september 2001

Kapitel 1 Forskudsregistreringen for 2002
§ 1

Ved forskudsregistreringen for 2002, der foretages på grundlag af oplysninger om indkomsten i et tidligere år, anvendes en af følgende 2 procentreguleringer, jf. dog stk. 2-5 samt §§ 2-5:

  • 1) Indkomstbeløb, der indgår i slutligningen for 2000, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2002 med 6,5 pct.

  • 2) Indkomstbeløb, der indgår i forskudsregistreringen for 2001, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2002 med 3 pct.

Stk. 2 Posten »kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat« ansættes ved forskudsregistreringen for 2002 på grundlag af den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom pr. 1. januar 2001, jf. dog 4. pkt. For samtlige ejerboliger reguleres grundlaget med 5 pct. Progressionsgrænsen fastsættes foreløbigt til 3.040.000 kr. For ejendomme, hvor det ikke er muligt maskinelt at beregne ejendomsværdiskatten, ansættes posten »kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat« ved forskudsregistreringen for 2002 til den ejendomsværdiskat, der indgår i slutligningen for 2000, reguleret med 10 pct., eller til den ejendomsværdiskat, der indgår i forskudsregistreringen for 2001, reguleret med 5 pct.

Stk. 3 Ved forskudsregistreringen for 2002, der foretages på grundlag af oplysninger om indkomsten i et tidligere år, anvendes i de i stk. 4 nævnte tilfælde en af følgende 2 procentreguleringer, jf. dog §§ 2-5, og der foretages ikke regulering efter stk. 1:

  • 1) Indkomstbeløb, der indgår i slutligningen for 2000, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2002 med 6 pct.

  • 2) Indkomstbeløb, der indgår i forskudsregistreringen for 2001, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2002 med 2,7 pct.

Stk. 4 Stk. 3 finder anvendelse ved forskudsregistreringen for 2002 af

  • 1) skattepligtige udbetalinger efter lov om delpension, lov om social service og lov om aktiv socialpolitik,

  • 2) efterløn, dagpenge og overgangsydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring,

  • 3) dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom og fødsel, og

  • 4) kommunale og amtskommunale tjenestemandspensioner og private pensioner såsom udbetalinger fra pensionsordninger med løbende udbetalinger, rateforsikringer i pensionsøjemed og rateopsparinger i pensionsøjemed.

Stk. 5 Renteindtægter reguleres ikke efter stk. 1.

§ 2

Sociale pensioner efter lov om social pension ansættes ved forskudsregistreringen for 2002 på grundlag af oplysninger fra Pensionsregistret. Der foretages ikke regulering efter § 1.

§ 3

Skattepligtige stipendier, der udbetales i henhold til lov om Statens Uddannelsesstøtte, ansættes ved forskudsregistreringen for 2002 på grundlag af oplysninger fra SU-styrelsen. Der foretages ikke regulering efter § 1.

§ 4

Skattepligtige pensioner og lignende ydelser, der udbetales af Statens Centrale Lønanvisning, ansættes ved forskudsregistreringen for 2002 på grundlag af oplysninger fra Finansstyrelsen. Der foretages ikke regulering efter § 1.

§ 5

Skattepligtige pensioner, der udbetales af Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), ansættes ved forskudsregistreringen for 2002 med udgangspunkt i pensionen for september måned 2001 omregnet til helårsbeløb, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1154 af 14. december 2000. Det omregnede helårsbeløb forhøjes med 2 pct., og der foretages ikke regulering efter § 1.