Indeholdelsesprocenten på skattekortet for 2002 beregnes som summen af følgende procenter, der er større end 0:
-
1) Skattekommunens laveste skatteprocent (dvs. summen af primærkommunal skatteprocent, amtskommunal skatteprocent, kirkeskatteprocent for medlemmer af folkekirken og bundskatten på 5,5 pct. efter personskattelovens § 6).
-
2) En procent beregnet som mellemskatten på 6 pct. efter personskattelovens § 6 a, opgjort uden nedsættelse for personfradrag, delt med den personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst og ganget med 100.
-
3) En procent beregnet som topskatten på 15 pct. efter personskattelovens § 7, opgjort uden nedsættelse for personfradrag, delt med den personlige indkomst med tillæg af heri fradragne og ikke medregnede beløb omfattet af beløbsgrænsen i pensionsbeskatningslovens § 16, stk. 1, og med tillæg af positiv kapitalindkomst, og ganget med 100.
Stk. 2 Procenterne efter stk. 1 beregnes med 2 decimaler.
Stk. 3 Såfremt der efter reglerne i § 12 B i bekendtgørelse nr. 1154 af 14. december 2000 skal ske forhøjelse af indeholdelsesprocenten, forhøjes indeholdelsesprocenten med højst det antal hele pct. point, som er tilstrækkeligt til at undgå opkrævning af forskudsskat ved skattebillet (B-skat).
Stk. 4 Er den efter stk. 1-3 beregnede indeholdelsesprocent større end 59 pct. med tillæg af kirkeskatteprocenten, ansættes indeholdelsesprocenten til 59 pct. med tillæg af kirkeskatteprocenten.
Stk. 5 Indeholdelsesprocenten efter stk. 1-4 forhøjes til nærmeste hele procent.