Kapitel 2 Beregning af indeholdelsesprocentsatsen for 2007
Indeholdelsesprocentsatsen på skattekortet for 2007 beregnes som summen af følgende procentsatser, der er større end 0:
-
1) Skattekommunens laveste skatteprocentsats (dvs. summen af primærkommunal skatteprocentsats, sundhedsbidragssats, kirkeskatteprocentsats for medlemmer af folkekirken og bundskatten på 5,48 pct. efter personskattelovens § 6).
-
2) En procentsats beregnet som mellemskatten på 6 pct. efter personskattelovens § 6 a, opgjort uden nedsættelse for personfradrag, delt med den personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst og ganget med 100.
-
3) En procentsats beregnet som topskatten på 15 pct. efter personskattelovens § 7, opgjort uden nedsættelse for personfradrag, delt med den personlige indkomst med tillæg af heri fradragne og ikke medregnede beløb omfattet af beløbsgrænsen i pensionsbeskatningslovens § 16, stk. 1, og med tillæg af positiv kapitalindkomst, og ganget med 100.
Stk. 2 Procentsatserne efter stk. 1 beregnes med 2 decimaler.
Stk. 3 Såfremt der efter reglerne i § 11 i bekendtgørelse nr. 993 af 19. oktober 2005 skal ske forhøjelse af indeholdelsesprocentsatsen, forhøjes indeholdelsesprocentsatsen med højst det antal hele procentpoint, som er tilstrækkeligt til at undgå opkrævning af forskudsskat ved skattebillet (B-skat).
Stk. 4 Er den efter stk. 1-3 beregnede indeholdelsesprocentsats større end 59 pct. med tillæg af kirkeskatteprocentsatsen, ansættes indeholdelsesprocentsatsen til 59 pct. med tillæg af kirkeskatteprocentsatsen.
Stk. 5 Indeholdelsesprocentsatsen efter stk. 1-4 forhøjes til nærmeste hele procent.