Kapitel 1 Forskudsregistreringen for 2014
Ved forskudsregistreringen for 2014, der foretages på grundlag af oplysninger om indkomsten i et tidligere år, anvendes en af følgende 2 procentreguleringer, jf. dog stk. 2-5 samt §§ 2-5:
-
1) Indkomstbeløb, der indgår i slutligningen for 2012, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2014 med 3,5 pct.
-
2) Indkomstbeløb, der indgår i forskudsregistreringen for 2013, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2014 med 2,0 pct.
Stk. 2 Posten »ejendomsværdiskat« ansættes ved forskudsregistreringen for 2014 på grundlag af den laveste værdi af henholdsvis den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom pr. 1. januar 2001 reguleret med 5 pct., ejendomsværdien pr. 1. januar 2002 eller ejendomsværdien pr. 1. oktober 2012. For ejendomme, hvor det ikke er muligt maskinelt at beregne ejendomsværdiskatten, ansættes posten »ejendomsværdiskat« ved forskudsregistreringen for 2014 til den ejendomsværdiskat, der indgår i slutligningen for 2012, eller til den ejendomsværdiskat, der indgår i forskudsregistreringen for 2013. For udenlandske ejendomme ansættes posten »ejendomsværdiskat« ved forskudsregistreringen for 2014 til den ejendomsværdiskat, der indgår i slutligningen for 2012, eller til den ejendomsværdiskat, der indgår i forskudsregistreringen for 2013.
Stk. 3 Ved forskudsregistreringen for 2014, der foretages på grundlag af oplysninger om indkomsten i et tidligere år, anvendes i de i stk. 4 nævnte tilfælde en af følgende 2 procentreguleringer, jf. dog §§ 2-5, og der foretages ikke regulering efter stk. 1:
-
1) Indkomstbeløb, der indgår i slutligningen for 2012, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2014 med 3,4 pct.
-
2) Indkomstbeløb, der indgår i forskudsregistreringen for 2013, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2014 med 1,8 pct.
Stk. 4 Stk. 3 finder anvendelse ved forskudsregistreringen for 2014 af
-
1) skattepligtige udbetalinger efter lov om delpension, lov om social service, lov om aktiv socialpolitik, lov om fleksydelse og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
-
2) efterløn, dagpenge og overgangsydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring,
-
3) dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom og fødsel, og
-
4) kommunale og amtskommunale tjenestemandspensioner og private pensioner såsom udbetalinger fra pensionsordninger med løbende udbetalinger, rateforsikringer i pensionsøjemed og rateopsparinger i pensionsøjemed.
Stk. 5 Renteindtægter reguleres ikke efter stk. 1.
Skattepligtige pensioner, der udbetales af Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), ansættes ved forskudsregistreringen for 2014 på grundlag af oplysninger, modtaget fra ATP´s register for udbetaling fra ATP, jf. § 2, stk. 3, nr. 9, i bekendtgørelse nr. 1159 af 3. december 2012. Det omregnede helårsbeløb forhøjes ikke, og der foretages ikke regulering efter § 1.