Bekendtgørelse om Forsvarets masteruddannelse i militære studier Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1231 af 21. november 2014

Kapitel 7 Andre bestemmelser
§ 24

Uddannelseschefen for Forsvarsakademiet kan, i det enkelte tilfælde eller ved almindelige regler fastsat af Forsvarsakademiet, godkende, at beståede uddannelseselementer fra en anden godkendt dansk masteruddannelse eller tilsvarende udenlandsk uddannelse træder i stedet for uddannelseselementer efter denne bekendtgørelse (merit).

Stk. 2 Et masterprojekt fra en afsluttet masteruddannelse kan ikke meritoverføres til Forsvarets masteruddannelse.

Stk. 3 Afgørelser efter stk. 1 træffes på grundlag af en faglig vurdering.

§ 25

Afgørelser efter § 24, for så vidt angår afslag eller delvis afslag på merit for beståede danske uddannelseselementer eller udenlandske uddannelseselementer, kan indbringes for dekanen på Forsvarsakademiet. Klagen skal indgives, senest en uge efter at meddelelsen om afslag eller delvist afslag er givet. Klagen skal være skriftlig og begrundet.

§ 26

Chefen for Forsvarsakademiet kan, udover det i studieordningen anførte, fastsætte regler vedrørende arbejdets og studiets tilrettelæggelse, militær sikkerhed, opførsel eller påklædning, når det begrundes i trusselsvurderinger, operative forhold, Forsvarets omdømme eller opretholdelse af disciplin.

§ 27

Forsvarschefen kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsformen.

§ 28

Forsvarschefen træffer afgørelse om at dispensere fra denne bekendtgørelse, når det er begrundet i usædvanlige forhold.

§ 29

Afgørelser truffet af Forsvarsakademiet efter denne bekendtgørelse eller de regler, som bekendtgørelsen henviser til, kan ikke påklages til andre administrative myndigheder, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Afgørelser vedrørende retlige spørgsmål, herunder forvaltningsretlige forhold, kan påklages til Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Klagen indgives til Forsvarsakademiet, der afgiver udtalelse. Klageren skal have lejlighed til at kommentere Forsvarsakademiets udtalelse indenfor en frist af mindst en uge. Såfremt klageren ikke får medhold, sender Forsvarsakademiet klagen til Forsvarsministeriets Personalestyrelse vedlagt udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer.

Stk. 3 Afgørelser truffet af Forsvarsministeriets Personalestyrelse efter stk. 2 kan ikke påklages til andre administrative myndigheder. Dog kan afgørelser, som samtidig er omfattet af lov om forsvarets personel, påklages i overensstemmelse med denne lov.

Stk. 4 Den studerende kan fortsætte på uddannelsen under Forsvarsministeriets Personalestyrelses behandling af en klage indgivet efter stk. 2.