Kapitel 4 Fastsættelse og udbetaling af erstatning til boet
Hvis der ikke efterlades nogen af de i kapitel 3 nævnte erstatningsberettigede personer, ydes der erstatning til boet efter afdøde med det i medfør af § 5, stk. 1, nr. 2) fastsatte beløb, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 Hvis der forinden skadelidtes død er ydet godtgørelse for varigt mén eller forskud herpå, jf. kapitel 5, med et beløb, der er større end den i henhold til stk. 1 fastsatte erstatning, bortfalder retten til erstatning til boet. Er godtgørelsen eller forskuddet mindre end den i henhold til stk. 1 fastsatte erstatning, ydes der erstatning til boet med forskellen mellem de to beløb. Er forskellen mindre end 5.000 kroner, bortfalder erstatningen.
Afgørelser om eventuel erstatning til boet efter en person, som ikke var forsørger, træffes snarest muligt efter, at omstændighederne ved dødsfaldet er klarlagt.
Stk. 2 Tilkendt erstatning kommer til udbetaling snarest efter udløbet af den i § 21 nævnte klagefrist, hvis der ikke rejses klage. Rejses der klage i medfør af § 21, sker udbetaling snarest efter, at sagen er endeligt afgjort.
Stk. 3 Udbetales erstatning senere end 14 kalenderdage efter klagefristens udløb, jf. stk. 2, forrentes erstatningen, såfremt der ikke rejses klage, fra udløbet af 14-dages fristen, og til betaling sker, med en årlig rente, der svarer til den rente, der er fastsat efter § 5, stk.1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Beløb, der udbetales efter en klage, forrentes på samme måde, dog således at 14-dages fristen regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelse på klagen er meddelt.