Erstatning for tab af forsørger ydes til afdødes efterladte ægtefælle, samlever eller børn under 21 år.
Stk. 2 For en ægtefælle er det en betingelse for retten til erstatning for tab af forsørger, at ægteskabet er indgået før skadens indtræden, og at samlivet bestod på tidspunktet for skadelidtes død. Samlivet betragtes ikke som ophørt, fordi skadelidte af tjenesten begrundede årsager er frameldt den fælles folkeregisteradresse ved dødens indtræden. Er ægteskabet indgået efter skadens indtræden, kan ægtefællen opnå ret til erstatning for tab af forsørger, såfremt samlivet opfylder betingelserne i stk. 3.
Stk. 3 Ved en samlever forstås en person, som ved skadens indtræden levede sammen med afdøde i et ægteskabslignende forhold, hvis samlivet på tidspunktet for skadelidtes død havde bestået uafbrudt de sidste 2 år på fælles folkeregisteradresse. Såfremt afdøde af tjenesten begrundede årsager i en periode midlertidigt har været frameldt den fælles folkeregisteradresse, kan denne periode dog medregnes ved opgørelsen af samlivsperioden. Der må ikke i 2-års perioden have været legale hindringer for indgåelse af ægteskab.
Stk. 4 Ved børn forstås afdødes biologiske børn, som ikke er bortadopterede, samt børn, som den afdøde har adopteret. Det er en betingelse, at børnene er under 21 år på tidspunktet for skadelidtes død.