Bekendtgørelse om forvaltning af Digital Post fra offentlige afsendere § 16

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2017 af 29. oktober 2021

Tildeling af adgang til tredjemand ved fremmøde
§ 16

En fysisk person, der er tilsluttet Digital Post, kan ved personligt fremmøde i den kommune, hvor den pågældende er eller senest har været folkeregistreret, tildele en anden fysisk person eller juridisk enhed adgang til enten at læse post, der er sendt til eller fra den pågældende i Digital Post (læseadgang), eller adgang til både at læse, besvare og skrive til offentlige afsendere i Digital Post (fuld adgang). Den fysiske person, der giver adgang, skal forevise legitimation som anført i stk. 9.

Stk. 2 En fysisk person kan ved fuldmagt tillade en anden at give fremmøde i kommunen med henblik på tildeling af adgang til den fremmødte eller til en juridisk enhed. Den fremmødte skal aflevere fuldmagten samt forevise legitimation som anført i stk. 9. Hvis den fremmødte repræsenterer en juridisk enhed, skal den fremmødte tillige forevise dokumentation for sit tilhørsforhold til den juridiske enhed. Fuldmagten skal afgives i den af kommunalbestyrelsen anviste blanket om etablering af læseadgang eller fuld adgang. Kommunalbestyrelsen kan tillade afgivelse af fuldmagt på anden måde end ved anvendelse af den anviste fuldmagtserklæring.

Stk. 3 Tildeling af adgang efter stk. 1 kan ske til flere fysiske personer eller juridiske enheder med CVR-nummer. Der kan dog højst registreres 10 adgange.

Stk. 4 Fuldmagter, fx læseadgang og fuld adgang, er gældende, indtil de tilbagekaldes eller slettes jf. stk. 5.

Stk. 5 Den, der har tildelt adgang til en anden, jf. stk. 1 og 2, kan til enhver tid tilbagekalde denne adgang ved personligt fremmøde i kommunen og mod forevisning af sit gyldige danske sundhedskort eller anden behørig legitimation, eller ved at den pågældende selv logger ind i Digital Post med et elektronisk id, der giver adgang til løsningen, og sletter adgangen. Tredjemand kan tillige ved fremmøde og mod forevisning af fuldmagt samt sit gyldige danske sundhedskort eller anden behørig legitimation tilbagekalde en tildelt adgang.

Stk. 6 Den, der via kommunen, jf. stk. 1 og 2, er tildelt læseadgang, kan læse meddelelser, der er sendt til eller fra den fysiske person, der har tildelt læseadgangen. Tilsvarende kan den, der via kommunen, jf. stk. 1 og 2, er tildelt fuld adgang, læse meddelelser, der er sendt til eller fra den fysiske person, der har tildelt læseadgangen, og besvare meddelelser og skrive til offentlige afsendere på vegne af vedkommende.

Stk. 7 Den, der er tildelt adgang, kan slette den adgang, som den pågældende er blevet tildelt.

Stk. 8 Adgang givet til en juridisk enhed indebærer, at den juridiske enhed vælger, om den tildelte adgang gives til én eller flere medarbejdere i den juridiske enhed.

Stk. 9 Ved tildeling af adgang via kommunen som anført i stk. 1 og 2, skal den fysiske person eller dennes repræsentant forevise legitimation svarende til den legitimation, der kræves for at få udstedt et elektronisk id ved personligt fremmøde hos en offentlig myndighed, der er registreringsmyndighed i forbindelse med udstedelse af et elektronisk id.

Stk. 10 Uanset at en fysisk person har tildelt adgang til en anden, anses meddelelser i Digital Post for at være kommet frem til den, der har tildelt adgang.