Kapitel 3 Fondens kontrol af indberettede tilgodehavende feriemidler
Når indberettede tilgodehavende feriemidler for en lønmodtager udtages til kontrol, jf. lovens § 3, stk. 4 og 5, kan fonden pålægge arbejdsgiveren at indsende dokumentation for indberettede tilgodehavende feriemidler. Fonden skal ved kontrol efter lovens § 3, stk. 5, orientere lønmodtageren om pålægget til arbejdsgiveren.
Stk. 2 Fonden kan fastsætte en frist for indsendelse af dokumentation efter stk. 1.
Stk. 3 Fonden skal forud for afvisning af indberettede tilgodehavende feriemidler, jf. lovens § 3, stk. 4, høre lønmodtager om oplysninger, der danner grundlag for fondens afgørelse. Fonden kan fastsætte en frist for lønmodtagerens indsendelse af dokumentation, der kan indgå i fondens vurdering.
Stk. 4 Hvis fonden vurderer, at der er mangler ved indberettede tilgodehavende feriemidler for en lønmodtager, og fonden ikke inden for den fastsatte frist, jf. stk. 2, har modtaget tilstrækkelig dokumentation, kan fonden træffe afgørelse om, at arbejdsgiveren skal indbetale de tilgodehavende feriemidler for den kontrollerede lønmodtager, jf. lovens § 3, stk. 5, 2. pkt. Fonden kan i særlige tilfælde træffe afgørelse om, at arbejdsgiver skal indbetale samtlige tilgodehavende feriemidler for alle lønmodtagere i virksomheden.