Kapitel 7 Fondens udbetaling af tilgodehavende feriemidler
Fonden beregner og udbetaler tilgodehavende feriemidler i begyndelsen af kalendermåneden efter, at lønmodtager har opnået folkepensionsalderen, eller efter fonden har godkendt ansøgning om udbetaling. Beregning og udbetaling foretages dog tidligst, når regulering efter lovens § 13, stk. 2, er tilskrevet i den kalendermåned, hvori udbetaling finder sted.
Stk. 2 Fonden udbetaler tilgodehavende feriemidler til dødsboet ved lønmodtagers død, jf. lovens § 15, stk. 3. Fonden foretager udbetaling til lønmodtagers NemKonto, snarest muligt efter at fonden har modtaget oplysning om lønmodtagers død. Fonden anmelder tilgodehavende feriemidler, der ikke kan udbetales til lønmodtagers NemKonto, til Domstolenes Skifteportal.
Stk. 3 Fonden udbetaler automatisk tilgodehavende feriemidler til lønmodtagere, hvis de samlede indberettede tilgodehavende feriemidler ikke overstiger 1.500 kr. inden modregning af eventuelt allerede udbetalte beløb og inden tilskrivning af regulering, jf. lovens § 15, stk. 4. Opgørelsen foretages én gang årligt inden udgangen af juli måned. I opgørelsen af indberettede tilgodehavende feriemidler indgår både beskattede og ubeskattede tilgodehavende feriemidler.
Har fonden modtaget dokumentation for, at der på tidspunktet for udbetaling, jf. §§ 10-12, pågår behandling af indsigelser om indberettede tilgodehavende feriemidler, jf. lovens § 3, stk. 1, 2. pkt., eller § 4, stk. 3, kan fonden kun udbetale den del af de tilgodehavende feriemidler, som arbejdsgiver og lønmodtager er enige om. Ved manglende oplysning om beløbets størrelse eller hvis fonden vurderer, at der er behov for manuel behandling, holdes hele betalingen vedrørende ansættelsesforholdet tilbage, indtil fonden har modtaget dokumentation for dom, afgørelse eller opnået enighed, jf. § 5.
Stk. 2 Er fonden på udbetalingstidspunktet ikke bekendt med, at der pågår behandling af indsigelser, jf. stk. 1, udbetaler fonden de registrerede tilgodehavende feriemidler til lønmodtager, og opkræver de registrerede tilgodehavende feriemidler hos arbejdsgiver, jf. lovens § 8, stk. 1 og 2.
Stk. 3 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis fonden på tidspunktet for udbetaling har modtaget en indberetning, jf. § 4, som lønmodtager endnu ikke har godkendt eller afvist.
Stk. 4 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse i en periode på op til 14 dage efter, at fonden har underrettet arbejdsgiver om, at lønmodtager har afvist en negativ indberetning.
Stk. 5 Fonden udbetaler automatisk beløb, der har været holdt tilbage efter stk. 1-4, når der er sket endelig afklaring af størrelsen af indberettede feriemidler.
Stk. 6 Modtager fonden efter udbetaling af feriemidler efter § 12, stk. 1 og 2, indberetning af yderligere tilgodehavende feriemidler, som godkendes af lønmodtager efter § 4, stk. 3 og 5, udbetaler fonden automatisk det senere indberettede beløb således, at lønmodtagers krav opgøres svarende til, at den supplerende indberetning havde foreligget 1. januar 2021. Opgørelse efter § 12, stk. 3, foretages i førstkommende juli måned.
Fonden indeholder A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af A-skattepligtige udbetalinger af tilgodehavende feriemidler, der ikke allerede er beskattede.
Stk. 2 Til indeholdelse af A-skat efter stk. 1 indhenter fonden skattekortoplysninger fra indkomstregistret.
Stk. 3 Fonden kan pålægge en lønmodtager at indsende dokumentation, når lønmodtager oplyser på udbetalingstidspunktet at være omfattet af regler om særlig beskatning eller at have været omfattet af sådanne regler i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020.
Stk. 4 Fonden kan fastsætte en frist for indsendelse af dokumentation efter stk. 3. Hvis lønmodtager ikke efterkommer fondens begæring om dokumentation inden for denne frist, kan fonden anvende de skattekortoplysninger fra indkomstregistret, der var gældende på beregningstidspunktet.
Fonden udbetaler tilgodehavende feriemidler til lønmodtagerens NemKonto, medmindre lønmodtager inden fondens udbetaling skriftligt har oplyst en anden konto, der skal anvendes ved udbetaling.
Stk. 2 Fonden kan fastsætte en frist for at modtage oplysning om en anden konto, når lønmodtager ikke har en NemKonto.
Stk. 3 Når fonden har foretaget udbetaling af tilgodehavende feriemidler, kan udbetaling efter § 10 ikke fortrydes og ansøgning efter § 11 ikke trækkes tilbage.
Stk. 4 Når fonden har foretaget beregning af udbetaling, foretager fonden ikke korrektioner i udbetaling eller skatteindberetning som følge af ændrede skatteoplysninger, medmindre disse burde have været fonden bekendt på indeholdelsestidspunktet.
Stk. 5 Fonden stiller oplysninger om udbetalte feriemidler til rådighed med henblik på kontrol for dobbeltforsørgelse.