Kapitel 8 Tilbagebetaling af tilgodehavende feriemidler
Fonden kan kræve udbetalte tilgodehavende feriemidler, som modtageren ikke har krav på, tilbagebetalt, hvis det må antages, at modtageren var i ond tro om sin ret til udbetalingen, jf. lovens § 15, stk. 6. Fonden kan til brug for vurdering af ond tro indhente dokumentation hos lønmodtager og arbejdsgiver.
Stk. 2 Fonden kan kræve udbetalte feriemidler, som modtageren ikke har krav på, jf. stk. 1, tilbagebetalt, hvis beløbet overstiger 100 kr. efter beskatning. Har lønmodtager også modtaget feriemidler efter ansøgningsrunden i 2020, anvendes kun beløbsgrænsen i 1. pkt. Ved vurdering af feriemidler, som modtageren ikke har krav på, kan et beløb, der ikke tidligere er beskattet, omregnes til et beløb efter beskatning ved anvendelse af den skattesats, der blev anvendt ved seneste udbetaling.
Stk. 3 Feriemidler, som modtageren ikke har krav på, jf. stk. 1 og 2, kan fonden kræve tilbagebetalt med en betalingsfrist på 4 uger fra opkrævningens dato.
Stk. 4 Ved opkrævning efter stk. 3 underretter fonden lønmodtager om, at opkrævningen kan sættes i bero, hvis lønmodtager sender dokumentation til fonden for, at der pågår behandling af indsigelser mod indberettede tilgodehavende feriemidler, jf. lovens § 3, stk. 1, 2. pkt., eller § 4, stk. 3. Opkrævning kan desuden sættes i bero, hvis lønmodtager har indsendt anmeldelse til Lønmodtagernes Garantifond, der omfatter krav på beregning og indberetning af tilgodehavende feriemidler, jf. § 4 a, i lov om Lønmodtagernes Garantifond.
Stk. 5 Modtager fonden ikke indenfor den i stk. 3 nævnte frist indbetaling af det opkrævede beløb, skal fonden sende en rykkerskrivelse med krav om indbetaling inden 4 uger.
Stk. 6 Modtager fonden ikke indenfor den i stk. 5 nævnte frist indbetaling af det opkrævede beløb, skal fonden sende en sidste rykkerskrivelse med krav om indbetaling inden 4 uger.