Bekendtgørelse om gasser til medicinsk brug Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1318 af 27. november 2007,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 847 af 19. august 2008 og bekendtgørelse nr. 2452 af 14. december 2021

Kapitel 3 Detailforhandling af gasser til medicinsk brug
§ 3

Uden for apotekerne må detailforhandling af gasser til medicinsk brug kun ske med Lægemiddelstyrelsens tilladelse, jf. § 39, stk. 1, i lov om lægemidler.

Tilladelse til detailforhandling
§ 4

En ansøgning om Lægemiddelstyrelsens tilladelse efter § 39, stk. 1, i lov om lægemidler, til detailforhandling af gasser til medicinsk brug (detailforhandlertilladelse) skal indgives på Lægemiddelstyrelsens fortrykte ansøgningsskema, der kan hentes på Lægemiddelstyrelsens netsted eller fås ved henvendelse til styrelsen.

§ 5

Lægemiddelstyrelsen udsteder først en detailforhandlertilladelse efter at have sikret sig, at ansøgeren råder over personale, procedurer og faciliteter, der er egnede til at sikre overholdelsen af bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

§ 6

En detailforhandlertilladelse giver adgang til at indkøbe gasser til medicinsk brug fra engrosforhandler, fremstiller eller importør og at opbevare og forhandle gasserne til brugerne. Tilladelsen giver ikke adgang til at indføre gasser til medicinsk brug fra udlandet, ændre mærkningen eller at engrosforhandle gasserne.

Dokumentation for modtagne og udleverede gasser til medicinsk brug
§ 7

Indehaveren af en detailforhandlertilladelse (detailforhandleren) og apoteket skal sikre, at der på virksomhedens og apotekets adresse opbevares dokumentation for alle modtagne gasser til medicinsk brug i form af oplysninger om:

  • 1) dato for modtagelse,

  • 2) gassens præcise navn og styrke,

  • 3) indholdsmængde og

  • 4) leverandørens navn og adresse.

Stk. 2 Ved modtagelse af receptpligtige gasser til medicinsk brug til dyr, skal der foruden de i stk. 1, nævnte oplysninger, opbevares oplysninger om batchnummer.

§ 8

Ved enhver udlevering af receptpligtige gasser til medicinsk brug til dyr, skal detailforhandleren og apoteket nøjagtigt registrere følgende oplysninger for hver transaktion med receptpligtige gasser til medicinsk brug til dyr, der kræver dyrlægerecept i henhold til artikel 34 i forordning 2019/6 af 11. december 2018 om veterinærlægemidler:

  • 1) Dato for transaktionen.

  • 2) Veterinærlægemidlets navn, herunder, hvis det er relevant, lægemiddelform og styrke.

  • 3) Batchnummer.

  • 4) Modtagne eller leverede mængder.

  • 5) Leverandørens navn eller firmanavn og faste adresse eller registrerede forretningssted i tilfælde af køb eller modtagerens navn eller firmanavn og faste adresse eller registrerede forretningssted i tilfælde af salg.

  • 6) Den ordinerende dyrlæges navn og kontaktoplysninger og, hvis det er relevant, en kopi af dyrlægerecepten.

  • 7) Nummeret på markedsføringstilladelsen.

§ 9

Der skal foreligge dokumentation for de oplysninger, der er nævnt i § 7, i form af indkøbsfakturaer, edb-data eller anden dokumentation. Oplysningerne skal opbevares på virksomhedens og apotekets adresse i mindst 5 år.

§ 10

Mindst en gang om året foretager forhandleren og apoteket en nøjagtig gennemgang af lageret og sammenholder registreringen af ind- og udgående receptpligtige gasser til medicinsk brug til dyr med lagerbeholdningen af receptpligtige gasser til medicinsk brug til dyr. Eventuelle uoverensstemmelser registreres. Resultaterne af den nøjagtige gennemgang og de omhandlede registre, som nævnt i artikel 103, stk. 3 i forordning 2019/6 af 11. december 2018 om veterinærlægemidler skal i overensstemmelse med forordningens artikel 123 være tilgængelige for de kompetente myndigheder med henblik på inspektion i en periode på fem år.

Organisation og personale
§ 11

Detailforhandlere skal råde over et kompetent og tilstrækkeligt kvalificeret personale, og vedkommende skal udpege en person blandt personalet, som er ansvarlig for, at forhandling og udlevering af gasser til medicinsk brug udføres i overensstemmelse med kravene i denne bekendtgørelse.

Opbevaring
§ 12

Detailforhandlere og apoteker skal sikre, at lagerfaciliteterne er store nok til at muliggøre opretholdelse af god orden og efterlevelse af princippet først ind først ud.

Stk. 2 Gasser til medicinsk brug, der skal destrueres, skal opbevares adskilt fra øvrige gasser.

§ 13

Detailforhandlere og apoteker skal sikre, at gasser til medicinsk brug:

  • 1) opbevares forsvarligt, rent og tørt og adskilt fra øvrige varer,

  • 2) under tag og beskyttet mod vind og vejr,

  • 3) utilgængeligt for uvedkommende, og

  • 4) i overensstemmelse med betingelserne i markedsføringstilladelsen for den pågældende gas.

Stk. 2 Detailforhandlere og apoteker skal sikre, at fyldte og tomme trykbeholdere opbevares adskilt.

Reklamationer og tilbagekaldelser
§ 14

Detailforhandlere og apoteker skal videregive reklamationer over en gas til medicinsk brug til fremstilleren eller leverandøren.

§ 15

Hvis en gas til medicinsk brug tilbagekaldes fra markedet, skal detailforhandlere og apoteker underrette sygehuse og lignende institutioner, de har leverancer til, herom.

§ 16

Detailforhandlere og apoteker skal indføre et effektivt system til behandling af sager om reklamationer og tilbagekaldelser af gasser til medicinsk brug, der dokumenterer, hvorledes disse er behandlet.

Udlevering, returnering og genudlevering
§ 17

Gasser til medicinsk brug må ikke udleveres til brugerne hvis:

  • 1) gassernes holdbarhedstid er overskredet, eller

  • 2) gasserne i øvrigt ikke opfylder gældende kvalitetskrav.

Stk. 2 Detailforhandlere og apoteker skal returnere de gasser, der er omfattet af stk. 1, til fremstilleren eller leverandøren med henblik på destruktion eller selv sikre, at gasserne destrueres på forsvarlig måde.

§ 18

Har en bruger returneret en gas til medicinsk brug til detailforhandleren eller apoteket, må detailforhandleren eller apoteket kun genudlevere gassen til en bruger hvis:

  • 1) gassen er monokomponent,

  • 2) gassens holdbarhedstid ikke er overskredet og brugeren kan nå at anvende gassen inden for den resterende holdbarhedstid,

  • 3) gassen oprindeligt er udleveret til brugeren fra denne detailforhandler eller dette apotek, og

  • 4) gassen i øvrigt opfylder gældende kvalitetskrav.

Stk. 2 Detailforhandlere og apoteker skal have en skriftlig procedure for modtagelse og genudlevering af returnerede gasser til medicinsk brug, som sikrer, at betingelserne i stk. 1, overholdes. Detailforhandlere og apoteker skal på virksomhedens og apotekets adresse opbevare dokumentation for modtagelse og genudlevering af returnerede gasser til medicinsk brug. Dokumentationen skal være til rådighed for Lægemiddelstyrelsen i 5 år.

Stk. 3 Returnerede gasser til medicinsk brug skal opbevares adskilt fra øvrige gasser, indtil detailforhandleren og apoteket ved undersøgelse af den pågældende gas har vurderet, at betingelserne efter stk. 1, er opfyldt.

Stk. 4 De gasser til medicinsk brug, der ikke opfylder kravene for genudlevering efter stk. 1, skal detailforhandlere og apoteker returnere til fremstilleren eller leverandøren med henblik på destruktion eller selv sikre, at gasserne destrueres på forsvarlig måde.

Salg og udlevering efter ordination fra læge, tandlæge eller dyrlæge
§ 19

Detailforhandlere og apoteker må kun sælge og udlevere en gas til medicinsk brug hos mennesker, der er receptpligtig, hvis der foreligger en skriftlig ordination (bestillingsseddel) fra en læge eller tandlæge.

Stk. 2 Bestillingssedlen skal opbevares på virksomhedens og apotekets adresse i 2 år.

Stk. 3 Detailforhandlere og apoteker må kun sælge og udlevere en gas til medicinsk brug hos dyr, der kræver dyrlægerecept i henhold til artikel 34 i forordning 2019/6 af 11. december 2018 om veterinærlægemidler, efter recept fra en dyrlæge i henhold til artikel 105 i forordning 2019/6 af 11. december 2018 om veterinærlægemidler.

§ 20

En bestillingsseddel på en gas til medicinsk brug til mennesker, skal udformes i overensstemmelse med modellen i bilag 1. Bestillingssedlen skal være tydeligt affattet og indeholde følgende oplysninger:

  • 1) dato for udstedelse,

  • 2) den ordinerende læges eller tandlæges håndskrevne underskrift, jf. dog stk. 4,

  • 3) påtrykte eller påstemplede oplysninger om den ordinerende læges eller tandlæges navn, adresse og telefonnummer,

  • 4) den ordinerende læges eller tandlæges ydernummer eller for lægens vedkommende: sygehusafdelingskode,

  • 5) den ordinerende læges eller tandlæges autorisations-ID,

  • 6) navnet på den ordinerede gas, styrke og mængde,

  • 7) navn, adresse og CPR-nr. på den person gassen ordineres til, og

  • 8) indikation, dosering og eventuelt relevant anvendelsesmåde.

Stk. 2 En bestillingsseddel på en gas til medicinsk brug til den ordinerende læges eller tandlæges eget brug, skal indeholde påtegningen: »Til eget brug«. Bestillingssedlen skal desuden indeholde de oplysninger, der fremgår af stk. 1, nr. 1-6.

Stk. 3 En bestillingsseddel på en gas til medicinsk brug til brug i den ordinerende læges eller tandlæges praksis, skal indeholde påtegningen: »Til brug i praksis«. Bestillingssedlen skal desuden indeholde de oplysninger, der fremgår af stk. 1, nr. 1-6.

Stk. 4 Den ordinerende læges eller tandlæges håndskrevne underskrift kan undlades på elektroniske bestillingssedler.

§ 21

En dyrlægerecept på en gas til medicinsk brug til dyr, skal udformes i overensstemmelse artikel 105 i forordning 2019/6 af 11. december 2018 om veterinærlægemidler.

§ 22

Bestillingssedler som nævnt i § 20 er gyldige i 2 år.

§ 23

Ved udlevering af en gas til medicinsk brug, der er receptpligtig, skal detailforhandleren og apoteket udlevere en kopi af den i §§ 20 og 21 nævnte bestillingsseddel eller dyrlægerecept til brugeren, medmindre der på den udleverede trykbeholder er påført en etiket med tydeligt affattet oplysninger om:

  • 1) ved udlevering af en gas til medicinsk brug til mennesker:

    • a) dato for udleveringen,

    • b) navn, adresse og CPR-nummer på den person, gassen ordineres til,

    • c) indikation, dosering og eventuelt relevant anvendelsesområde samt

    • d) navnet på detailforhandleren eller apoteket.

  • 2) ved udlevering af en gas til medicinsk brug til brug i den ordinerende læge, tandlæge eller dyrlæges praksis:

    • a) dato for udleveringen,

    • b) påtegningen ”til brug i praksis”,

    • c) den ordinerende læge, tandlæge eller dyrlæges navn samt

    • d) navnet på detailforhandleren eller apoteket.

Indberetning af omsætning m.v.
§ 24

Detailforhandlere og apoteker skal månedsvis indsende oplysninger i maskinlæsbar stand til Lægemiddelstyrelsen om omsætning m.v. af gasser til medicinsk brug, jf. bekendtgørelse om indberetning af oplysninger om omsætning m.v. af lægemidler m.v.

Inspektion
§ 25

Efter hver inspektion hos en detailforhandler eller et apotek, der udføres i henhold til § 44, stk. 1, i lov om lægemidler eller § 65, stk. 1-2, i lov om apoteksvirksomhed, udarbejder Lægemiddelstyrelsen en rapport i henhold til artikel 123, stk. 7, i forordning 2019/6 af 11. december 2018 om veterinærlægemidler om, hvorvidt kravene i dette kapitel overholdes. Denne rapport udleveres til detailforhandleren eller apotekeren, der skal opbevare rapporten på virksomhedens og apotekets adresse.