Uddannelsesinstitutionen gennemfører undersøgelser efter § 6, stk. 1, herunder supervision af podning og efterfølgende håndtering af podningen, under medvirken af personer (supervisorer), som er ansat af og udpeget hertil af uddannelsesinstitutionen. Supervisoren kan dog være udpeget hertil af uddannelsesinstitutionen, hvis supervisoren ledelsesmæssigt direkte er til rådighed for institutionen ved en aftale herom mellem på den ene side institutionen og på den anden side en anden uddannelsesinstitution, et vikarbureau eller lignende.
Stk. 2 Uddannelsesinstitutionens supervisorer skal have modtaget oplæring i at gennemføre institutionens undersøgelser i overensstemmelse med reglerne herfor.
Stk. 3 Supervisorer har under ansvar over for uddannelsesinstitutionen til opgave at påse følgende:
-
1) At undersøgelsen, herunder elevers, studerendes og ansattes podning og efterfølgende håndtering af podningen, udføres efter de instruktioner, der gælder for det pågældende testudstyr (testkit).
-
2) At aflæsning og tolkning af undersøgelsesresultatet sker og er korrekt.
-
3) At undersøgelsesresultatet relateres til den elev, studerende eller ansatte, som podningen vedrører.
-
4) Håndtering af elever, studerende og ansatte med positivt undersøgelsesresultat.