Bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører Kapitel 8

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 1. januar 2025

Bekendtgørelse nr. 1779 af 6. september 2021

Kapitel 8 Kundens krav og behov
§ 20

Inden en forsikringsaftale indgås, skal forsikringsdistributøren på baggrund af oplysninger fra kunden fastlægge kundens krav og behov. Forsikringsdistributøren skal give kunden objektive oplysninger om forsikringsproduktet på en forståelig måde, så kunden kan træffe en informeret beslutning.

Stk. 2 Alle forsikringsaftaler, der foreslås kunden, skal være i overensstemmelse med kundens forsikringskrav og -behov.

Stk. 3 Ved kombinations- og pakkesalg, jf. § 23, skal forsikringsdistributøren præcisere kundens krav og behov i forbindelse med de forsikringsprodukter, der udgør en del af den samlede pakke eller den samme aftale.

Stk. 4 Forsikringsselskaber og forsikringsformidlere, der udøver forsikringsdistribution gennem en accessorisk forsikringsformidler, der er undtaget fra lov om forsikringsformidling, jf. § 1, stk. 2, i lov om forsikringsformidling, skal sikre, at den pågældende accessoriske forsikringsformidler har passende og forholdsmæssige ordninger med henblik på, at denne kan overholde stk. 1-3.

§ 21

Når en forsikringsdistributør yder rådgivning, inden en forsikringsaftale indgås, skal forsikringsdistributøren give en individuel anbefaling, der forklarer, hvorfor et bestemt produkt bedst opfylder kundens forsikringskrav og -behov.

Stk. 2 Forsikringsselskaber og forsikringsformidlere, der udøver forsikringsdistribution gennem en accessorisk forsikringsformidler, der er undtaget fra lov om forsikringsformidling, jf. § 1, stk. 2, i lov om forsikringsformidling, skal sikre, at den pågældende accessoriske forsikringsformidler har passende og forholdsmæssige ordninger med henblik på, at denne kan overholde stk. 1.

§ 22

De oplysninger, der er omhandlet i § 20, stk. 1 og 2, og § 21, stk. 1, skal tilpasses kompleksiteten af det forsikringsprodukt, der foreslås, og den enkelte kunde.