Kontrolinstansen skal opbygge og anvende et kvalitetsstyringssystem, der understøtter og dokumenterer, at kontrolinstansen opfylder kravene i denne bekendtgørelse, jf. dog stk. 6.
Stk. 2 Kvalitetsstyringssystemet skal sikre kvaliteten i udførelsen af opgaven som kontrolinstans inden for kontrolinstansens godkendelse, jf. § 4, stk. 1.
Stk. 3 Kvalitetsstyringssystemet skal dokumenteres i en systematisk og overskuelig form. Kvalitetsstyringssystemet skal arkiveres og opbevares tilgængeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
Stk. 4 Kontrolinstansen skal opbevare kvalitetsstyringssystemet og kvalitetsdokumentation i 5 år. Opbevaring i elektronisk form skal ske på en måde, som i hele opbevaringsperioden muliggør, at der kan foretages udtræk af relevante dele af systemet.
Stk. 5 Kontrolinstansen er ansvarlig for, at kvalitetsstyringssystemet er implementeret, og at det løbende anvendes, opdateres og evalueres.
Stk. 6 Sikkerhedsstyrelsen vurderer, om systemet kan godkendes, når en virksomhed, der er etableret i et andet EU- eller EØS-land, ansøger om godkendelse som kontrolinstans med henblik på at etablere sig i Danmark, og allerede anvender et kvalitetsstyringssystem, der er godkendt af et anerkendt certificeringsorgan på basis af fælleseuropæiske eller nationale standarder, eller et system, der er tilsvarende eller i det væsentlige sammenligneligt med hensyn til sit formål.