Kapitel 3 Tvistløsningsorganets sammensætning
Et privat tvistløsningsorgan skal bestå af en formand, samt eventuelt en eller flere næstformænd, som er dommere, samt et ligeligt antal repræsentanter for forbruger- og erhvervsinteresser. En næstformand har samme beføjelser, som efter bekendtgørelsen er tillagt formanden.
Stk. 2 Formand og repræsentanter udnævnes af de stiftende organisationer for en 3-årig periode med mulighed for genudnævnelse.
Et privat tvistløsningsorgan skal have tilknyttet et sekretariat, der er uafhængigt af de stiftende organisationer.
Sekretariatet har til opgave at besvare skriftlige, telefoniske eller personlige henvendelser til tvistløsningsorganet og forberede klagesagerne til behandling i tvistløsningsorganet. En klage skal kunne indgives elektronisk og, hvis elektronisk klageindsendelse ikke er mulig eller rimelig, pr. post. Der kan stilles krav om, at klagen indgives på en formular udfærdiget af sekretariatet.
Klager, der indsendes til tvistløsningsorganet, men som henhører under et andet godkendt privat tvistløsningsorgan, under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller et lovbestemt tvistløsningsorgan omfattet af forbrugerklageloven, videresendes af sekretariatet hertil. Henhører klagen ikke under et tvistløsningsorgan som anført i 1. pkt., kan forbrugeren henvises til at anlægge sag ved de almindelige domstole. Forbrugeren oplyses i så fald om muligheder for retshjælp og fri proces.
Inden sagsbehandlingen påbegyndes skal forbrugeren oplyses om, at klagen til enhver tid kan tilbagekaldes, hvorefter sagen afsluttes. Tvistløsningsorganet er ikke forpligtet til at tilbagebetale klagegebyret, såfremt forbrugeren tilbagekalder klagen.
Parterne skal snarest oplyses skriftligt om, at de ikke er forpligtet til at benytte en advokat eller en juridisk rådgiver, men at de kan søge uafhængig rådgivning eller lade sig repræsentere eller bistå af tredjemand i alle faser af proceduren. Parterne skal derudover vejledes om, at behandlingen ved nævnet ikke udelukker muligheden for en domstolsprøvelse.
Sekretariatet videresender forbrugerens klage til den erhvervsdrivende til udtalelse. Når sekretariatet har modtaget svar fra den erhvervsdrivende, forelægges dette for forbrugeren til udtalelse. Sekretariatet sørger for sagens oplysning og fremskaffer af egen drift det fornødne retlige og faktiske grundlag for afgørelsen. Sekretariatet sikrer, at hver af parterne får kendskab til oplysninger fra modparten, som er af betydning for sagens afgørelse, og til eventuelle skriftlige sagkyndige erklæringer indhentet af sekretariatet. Sekretariatet vejleder i fornødent omfang parterne om deres retsstilling.
Stk. 2 Sekretariatet skal fastsætte en rimelig frist for parterne til at afgive de førnævnte udtalelser. En frist skal som minimum være 14 kalenderdage. Fristen regnes fra datoen for sekretariatets fremsendelse af anmodning til parterne om en udtalelse. Hvis den erhvervsdrivende eller forbrugeren ikke er fremkommet med en udtalelse inden fristens udløb, kan sekretariatet afgive sagen til behandling i tvistløsningsorganet, der kan beslutte at træffe afgørelse på det foreliggende grundlag.
Stk. 3 Når alle dokumenter med de relevante oplysninger er modtaget, herunder eventuelle sagkyndige erklæringer, meddeles parterne straks herom.
Stk. 4 Sekretariatet kan søge sagen forligt mellem parterne. Ved fremsættelse af forligsforslag skal det fremgå, at sagen er behandlet af sekretariatet, og at den kan kræves forelagt tvistløsningsorganet.
Stk. 5 Sekretariatet skal til hvert møde, som tvistløsningsorganet afholder, fremlægge en oversigt over de sager, hvor der siden sidst afholdte møde er indgået forlig med sekretariatets medvirken samt en kort angivelse af forligets indhold.
Stk. 6 Sekretariatet afslutter sagen, hvis den erhvervsdrivende under sagens forberedelse opfylder forbrugerens krav. Det samme gælder, hvis forbrugeren frafalder sin klage.
Stk. 7 Sekretariatet forelægger sager, der ikke er blevet afsluttet under den forberedende sekretariatsbehandling, for tvistløsningsorganet.
For tvistløsningsorganets medlemmer, sekretariat og sagkyndige gælder, at
-
1) der må ikke modtages instrukser fra nogen af parterne eller disses repræsentanter, og
-
2) aflønningen skal ske på en måde, der ikke er knyttet til resultatet af proceduren.
Stk. 2 For sekretariatet gælder derudover, at udnævnelsen skal være til et mandat af en varighed, som er tilstrækkelig til at sikre, at sekretariatet handler uafhængigt, og ikke er i fare for at blive afsat uden gyldig grund.
Ingen må deltage i behandlingen af en sag, når
-
1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
-
2) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linje eller i sidelinjen så nær som søskendebørn eller andre nærtstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse, eller
-
3) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.
Stk. 2 Foreligger et af de i stk. 1 nævnte forhold, skal formanden omgående underrettes herom og herefter træffe beslutning om, hvorvidt den pågældende kan deltage i behandlingen af sagen.
Tvistløsningsorganet træffer afgørelse i de enkelte sager på et møde ved almindelig stemmeflerhed. Når tvistløsningsorganet træffer afgørelse, skal det bestå af en formand og mindst to medlemmer valgt blandt repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser, således at sidstnævnte er ligeligt repræsenteret. Hvis et tvistløsningsorgansmedlem, der repræsenterer erhvervs- eller forbrugerinteresser, er forhindret i at deltage i et møde, tilfalder dette medlems stemme et eventuelt andet tilstedeværende tvistløsningsorgansmedlem, der repræsenterer samme interesser.
Stk. 2 En repræsentant for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har til enhver tid uden stemmeret adgang til at deltage i tvistløsningsorganets møder.
Stk. 3 Tvistløsningsorganet holder møder et passende antal gange om året, så fristerne efter forbrugerklagelovens § 17 og § 18 kan overholdes.
Tvistløsningsorganet træffer afgørelse på det af sekretariatet tilvejebragte grundlag, herunder spørgsmål om betaling af gebyrer og omkostninger, jf. § 26 og § 27.
Stk. 2 Sagkyndige kan tilkaldes til tvistløsningsorgansbehandlingen, ligesom parter kan tilkaldes, hvis særlige omstændigheder taler herfor.
Stk. 3 Afgørelsen træffes efter en juridisk bedømmelse af sagens omstændigheder.
Afgørelser skal være begrundede og skal udstedes skriftligt på et varigt medie. Det skal fremgå, hvilken formand der har medvirket ved afgørelsen. Der fastsættes en frist på normalt 30 kalenderdage til opfyldelse af afgørelsen. Hvis særlige forhold inden for et tvistløsningsorgans kompetenceområde tilsiger det, kan udgangspunktet efter 2. pkt. fraviges.
Stk. 2 Hvis en afgørelse beror på en flertalsbeslutning, skal mindretallet i afgørelsen begrunde sin stilling.
Stk. 3 Hvis klagegebyret skal tilbagebetales, jf. § 26, skal dette fremgå af afgørelsen.
Begge parter skal underrettes om muligheden for at indbringe sagen for domstolene samt, hvor det er relevant, vejledes om muligheden for tvangsfuldbyrdelse og om muligheden for genoptagelse. Forbrugeren skal derudover, når det er relevant, oplyses om
-
1) adgangen til at få Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at udtage stævning på forbrugerens vegne samt dække visse omkostninger til en retssag,
-
2) mulighederne for retshjælp eller dækning af sagsomkostninger gennem eventuel retshjælpsforsikring, og
-
3) at der kan ske forældelse af kravet, hvis sagen ikke indbringes for domstolene senest et år efter tvistløsningsorganets afgørelse.
De stiftende organisationer kan bemyndige formanden til på tvistløsningsorganets vegne at træffe afgørelser i visse klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan til enhver tid anmode om at få tilsendt kopi af det private tvistløsningsorgans afgørelser, herunder dets afvisninger.
Formanden for et privat tvistløsningsorgan kan beslutte, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler herfor, herunder navnlig i tilfælde af
-
1) lovligt forfald hos en part, som ikke har ytret sig i sagen, eller
-
2) nye oplysninger, som, hvis de havde foreligget under behandlingen i tvistløsningsorganet, må antages at ville have medført et andet udfald af sagen.
Stk. 2 En anmodning fra den erhvervsdrivende om genoptagelse af klagesagen, der er indgivet skriftligt til tvistløsningsorganet inden 30 kalenderdage fra forkyndelsen af afgørelsen, har opsættende virkning. Fristen på 30 kalenderdage regnes herefter fra det tidspunkt, hvor anmodningen om genoptagelse er blevet afvist, eller hvor tvistløsningsorganet har truffet afgørelse i genoptagelsessagen.
Stk. 3 Anmodninger om genoptagelse, der indgives af den erhvervsdrivende senere end 30 kalenderdage efter forkyndelsen, afvises.
Ingen af parterne betaler omkostninger ved tvistløsningsbehandlingen til den anden part. Et tvistløsningsorgan, der ikke har adgang til at pålægge gebyrer efter § 27, kan få godkendt bestemmelser om, at en erhvervsdrivende i nærmere bestemt omfang kan pålægges at godtgøre eller afholde udgifter til fx sagkyndige erklæringer, der er nødvendige til sagens behandling.
Det er for behandling af en klage ved et privat tvistløsningsorgan muligt at fastsætte et mindre gebyr, som forbrugeren skal betale. Gebyrets størrelse fastsættes i forbindelse med godkendelsen.
Stk. 2 Ved fastsættelsen af gebyret vil der bl.a. blive lagt vægt på eventuelle eksisterende gebyrer, tvistløsningsorganets driftsomkostninger og hvorvidt tvistløsningsorganet tillige ønsker at anvende mediaton og i den forbindelse også opkræve et gebyr herfor, jf. § 34.
Stk. 3 Gebyret skal tilbagebetales til forbrugeren, hvis forbrugeren får medhold i klagen, hvis klagen forliges til forbrugerens fordel, eller hvis sagen afvises efter forbrugerklagelovens § 16.
Stk. 4 Et privat tvistløsningsorgan, der anvender sagkyndige i forbindelse med tvistløsningsbehandlingen, kan få godkendt bestemmelser om, at en forbruger skal betale et mindre beløb til hel eller delvis dækning af disse udgifter. En forbruger kan kun pålægges at betale et sådant beløb, hvis
-
1) sagsgenstanden har en høj værdi,
-
2) der har været anvendt en sagkyndig i den konkrete sag, og
-
3) forbrugeren ikke har fået medhold i klagen.
Stk. 5 Beløbet efter stk. 4 fastsættes på baggrund af tvistløsningsorganets oplysninger om de gennemsnitlige udgifter til sagkyndige. Beløbets størrelse beror på en konkret vurdering, hvor der bl.a. lægges vægt på sagsgenstandens gennemsnitlige værdi ved det pågældende tvistløsningsorgan.
Et tvistløsningsorgan kan få godkendt gebyrer, som en erhvervsdrivende skal betale for behandling af sagen, hvis
-
1) forbrugeren får medhold i sin klage, eller
-
2) sagen forliges til forbrugerens fordel.
Stk. 2 Gebyrerne fastsættes på baggrund af oplysninger fra tvistløsningsorganets estimerede gennemsnitlige udgifter til sagernes behandling.
Stk. 3 Der vil kunne opkræves højere beløb for erhvervsdrivende, der ikke løbende bidrager til tvistløsningsorganets drift.
Stk. 4 Hvis beløb fastsat i medfør af stk. 2 - 3, der ikke betales af den erhvervsdrivende, skal kunne inddrives efter gældsinddrivelseslovens §§ 10 og 11, jf. nr. 30 i lovens bilag 1, skal beløbene fastsættes som standardbeløb, som meddeles den erhvervsdrivende allerede ved sagens begyndelse.