Bekendtgørelse om godkendelse af private tvistløsningsorganer Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1151 af 30. september 2015

Kapitel 4 Mediation
§ 28

Et tvistløsningsorgan, der som en mulig løsning af en tvist omfattet af tvistløsningsorganets kompetence, også ønsker at tilbyde mediation, skal opfylde betingelserne i dette kapitel.

§ 29

Mediation skal foretages af personer, der har den nødvendige viden og kompetence inden for alternativ tvistbilæggelse og forbrugerrettigheder.

Stk. 2 Det er en forudsætning, at personerne

  • 1) er udpeget til et mandat af en varighed, som er tilstrækkelig til at sikre, at de handler uafhængigt, og at de ikke er i fare for at blive afskediget uden gyldig grund,

  • 2) ikke modtager instrukser fra nogen af parterne eller disses repræsentanter,

  • 3) aflønnes på en måde, der ikke er knyttet til resultatet af proceduren, og

  • 4) uden unødig forsinkelse oplyser tvistløsningsorganets leder om ethvert forhold, der kan påvirke eller kan opfattes som påvirkende deres uafhængighed og uvildighed eller give anledning til en interessekonflikt med en af parterne i den tvist, de skal bilægge.

Stk. 3 § 17, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 Såfremt et af de i stk. 2 eller stk. 3 nævnte tilfælde foreligger, skal den pågældende person erstattes af en anden person, eller alternativt skal forbrugeren foreslås at indbringe klagesagen til afgørelse for tvistløsningsorganet.

Stk. 5 Personer, der foretager mediation, skal have et særskilt og formålsbestemt budget, der er tilstrækkeligt til at varetage deres opgaver, til deres rådighed.

§ 30

Mediationen foretages på grundlag af parternes oplysninger.

Stk. 2 Under mediationen sikres det, at hver af parterne får kendskab til oplysninger fra modparten, som må anses af betydning for sagen og at parterne får rimelige frister til at fremsætte deres synspunkter hertil.

Stk. 3 §§ 12, 13 og 14 finder tilsvarende anvendelse under mediationen.

Stk. 4 Parterne underrettes uden unødigt ophold, når alle dokumenter med de relevante oplysninger er modtaget.

Stk. 5 Parterne vejledes om eventuelle forældelsesfrister, når det er relevant.

§ 31

Der skal i mediationen lægges særligt vægt på at vejlede parterne om de generelle regler på området og om tvistløsningsorganets praksis.

Stk. 2 Under mediationen kan såvel parterne som mediatoren foreslå en konkret løsning på sagen.

Stk. 3 Parterne skal sikres rimelig betænkningstid til at vurdere, om de vil acceptere eller afvise en mindelig løsning og oplyses om

  • 1) at de kan vælge, om de vil acceptere løsningen,

  • 2) at deltagelse i proceduren ikke udelukker muligheden for en domstolsprøvelse eller en prøvelse ved tvistløsningsorganet,

  • 3) at den foreslåede løsning kan afvige fra udfaldet af en domstolsprøvelse, og

  • 4) hvad retsvirkningerne af en foreslået løsning eller mindelig aftale er.

§ 32

Resultatet af mediationen skal meddeles parterne skriftligt på et varigt medie og ledsages af en begrundelse for mediationens resultat samt retsvirkningen heraf.

§ 33

En forbruger skal have rimelig tid til at indgive en sag, hvor mediationen ikke er lykkedes, for det private tvistløsningsorgan.

Gebyrer ved mediaton
§ 34

For mediering af en klage ved et privat tvistløsningsorgan kan tvistløsningsorganet opkræve et symbolsk gebyr af forbrugeren. Gebyrets størrelse godkendes på baggrund af en konkret vurdering af tvistløsningsorganets samlede udgifter. Gebyret kan maksimalt udgøre 100 kr.