Bekendtgørelse om godkendte revisorers og revisionsvirksomheders tilrettelæggelse af arbejdet Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 519 af 24. maj 2024

Kapitel 5 Stamkort og opgavearkiv
§ 6

Revisionsvirksomheden skal fastsætte politikker og procedurer, der sikrer, at der oprettes et stamkort for hver revisionskunde. Stamkortet skal i det mindste omfatte følgende oplysninger:

  • 1) Navn, adresse og hjemsted.

  • 2) Navn på den eller de revisorer, der er valgt til at udføre revisionsopgaven og har det endelige ansvar for afgivelse af revisionspåtegningen.

  • 3) Navn på den eller de revisorer, der er valgt til at udføre erklæringsopgaven om bæredygtighedsrapportering og har det endelige ansvar for afgivelse af erklæringen om bæredygtighedsrapportering.

  • 4) Vederlag i et givent regnskabsår for den udførte revisionsopgave, for erklæringsopgaven om bæredygtighedsrapportering og for andre ydelser til kunden.

Stk. 2 Stk. 1, nr. 1, 3 og 4, finder med de nødvendige tilpasninger anvendelse på erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering for kunder, der ikke er revisionskunder.

§ 7

Revisionsvirksomheden skal fastsætte politikker og procedurer, der sikrer, at der oprettes et opgavearkiv for hver enkelt revisionsopgave.

Stk. 2 Opgavearkivet skal indeholde fyldestgørende dokumentation, der dokumenterer grundlaget for den afgivne revisionspåtegning, jf. revisorlovens § 19 og for virksomheder af interesse for offentligheden rapportering efter artikel 10 og 11 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om specifikke krav til lovpligtig revision af virksomheder af interesse for offentligheden.

Stk. 3 Opgavearkivet skal endvidere som minimum indeholde dokumentation for:

  • 1) Accept og fortsættelse af en revisionsopgave, jf. revisorlovens § 15 a.

  • 2) Forberedelse af revisionen, jf. artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om specifikke krav til lovpligtig revision af virksomheder af interesse for offentligheden.

  • 3) Uregelmæssigheder, jf. artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om specifikke krav til lovpligtig revision af virksomheder af interesse for offentligheden.

  • 4) Kvalitetssikringsgennemgang, jf. artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om specifikke krav til lovpligtig revision af virksomheder af interesse for offentligheden.

Stk. 4 Samlingen af det endelige opgavearkiv skal afsluttes senest 60 dage efter underskrivelsen af revisionspåtegningen.

Stk. 5 Dokumentationen skal opbevares i 5 år fra tidspunktet for underskrivelsen af revisionspåtegningen.

Stk. 6 Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse ved erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering. Hvis samme revisionsvirksomhed udfører revisionsopgaven og erklæringsopgaven om bæredygtighedsrapportering, kan dokumentation efter 1. pkt. indgå i opgavearkivet for revisionsopgaven.