Bekendtgørelse om gratis vaccination mod influenza og covid-19 til visse persongrupper

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 21. december 2024

Bekendtgørelse nr. 1060 af 23. september 2024

I medfør af § 8, stk. 2, § 158, stk. 2 og 3, og § 158 b i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af 5. september 2024, fastsættes:

Bekendtgørelsen er konsolideret med senere ændringer. Her kan du se hvilke ændringsbekendtgørelser, som er indarbejdet.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
Kapitel 1 Ret til vaccination
§ 1

Gratis vaccination mod influenza og covid-19 ydes på visse vilkår beskrevet i vejledning fra Sundhedsstyrelsen til personer omfattet af § 2, som har bopæl her i landet eller ret til vaccinationsydelser under ophold i Danmark i medfør af EU-retten eller internationale aftaler i henhold til stk. 2.

Stk. 2 Ved EU-retten eller internationale aftaler forstås

  • 1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger,

  • 2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger,

  • 3) Nordisk Konvention om Social Sikring,

  • 4) Aftalen om det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØS-aftalen) med senere ændringer ved afgørelser fra Det Blandede EØS-udvalg,

  • 5) Aftalen mellem De Europæiske Fællesskaber, dets medlemsstater og Schweiz om fri bevægelighed for personer som ændret ved afgørelse nr. 1/2012 vedtaget af Det Blandede Udvalg nedsat i henhold til Aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer af 31. marts 2012 om erstatning af bilag II til aftalen om koordinering af sociale sikringsordninger,

  • 6) rettigheder som vandrende arbejdstagere efter artikel 45 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

  • 7) Aftale om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (2019/C 384 I/01) (Brexit udtrædelsesaftale) og

  • 8) Handels- og samarbejdsaftale mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side.

§ 2

Regionsrådet yder gratis vaccination mod influenza og covid-19 til følgende personer omfattet af § 1, stk. 1:

  • 1) Personer, der er fyldt 65 år senest den 20. december 2024.

  • 2) Personer med følgende tilstande som nævnt i litra a-g:

    • a) Personer med kroniske lungesygdomme.

    • b) Personer med hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret, velreguleret forhøjet blodtryk).

    • c) Personer med diabetes 1 eller 2 (sukkersyge).

    • d) Personer med medfødt eller erhvervet immundefekt.

    • e) Personer med påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft.

    • f) Personer med kronisk lever- og nyresygdom.

    • g) Personer med svær overvægt (BMI>35).

  • 3) Personer, herunder børn fra 6 måneder, med andre alvorlige sygdomme eller tilstande, der ifølge lægens vurdering medfører, at influenza eller covid-19 udgør en alvorlig risiko.

  • 4) Gravide i 2. eller 3. trimester. Gravide i 1. semester tilbydes vaccination mod covid-19, hvis den gravide ikke tidligere er vaccineret mod covid-19 og ifølge lægens vurdering er i risiko for et alvorligt forløb med covid-19. Gravide fra 1. semester tilbydes vaccination mod influenza, hvis den gravide ifølge lægens vurdering er i risiko for et alvorligt forløb med influenza.

  • 5) Personer i samme husstand som personer med medfødt eller erhvervet immundefekt eller børn i øget risiko for alvorlig covid-19 eller influenza, jf. nr. 2, litra d, og nr. 3.

Stk. 2 Regionsrådet yder gratis vaccination mod influenza til førtidspensionister omfattet af § 1, stk. 1.

Stk. 3 Vaccination mod influenza tilbydes som udgangspunkt i form af en inaktiveret standard 4-valent influenzavaccine, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Personer, der er fyldt 70 år senest den 20. december 2024, jf. stk. 1, nr. 1, tilbydes vaccination mod influenza i form af en adjuveret 4-valent influenzavaccine.

Stk. 5 Vaccination mod covid-19 tilbydes i henhold til Sundhedsstyrelsens vejledning i form af en mRNA-vaccine.

§ 3

Vaccination efter § 1, stk. 1, skal foretages af en autoriseret sundhedsperson, som i henhold til lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed selvstændigt må foretage vaccinationer, eller af en anden person, som vaccinerer på en sådan autoriseret sundhedspersons ansvar.

§ 4

Vaccinationer efter § 1, stk. 1, foretages i perioden fra den 1. oktober til og med den 20. december 2024.

Kapitel 2 Ikrafttræden
§ 5

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2024.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 1022 af 3. september 2024 om gratis vaccination mod influenza og covid-19 til visse persongrupper ophæves.