Apotekere skal tilbyde borgere med store udgifter til køb af tilskudsberettigede lægemidler, som opfylder en af følgende forhold en henstandsordning, jf. dog stk. 2:
-
1) Borgere der i den foregående tilskudsperiode, registreret i det Centrale TilskudsRegister (CTR), har opnået 100 pct. i tilskud til tilskudsberettigede lægemidler, jf. sundhedslovens § 146, stk. 1-4 og § 156.
-
2) Borgere der i den igangværende tilskudsperiode, registreret i det Centrale TilskudsRegister (CTR), har store udgifter til tilskudsberettigede lægemidler, og som vurderes indenfor tilskudsperioden at få udgifter til tilskudsberettigede lægemidler, der overstiger grænsen for 100 pct. i tilskud, jf. sundhedslovens § 146, stk. 1-4.
Stk. 2 Apotekere skal ikke tilbyde en borger en henstandsordning, hvis borgeren inden for det seneste år har misligholdt en aftale med apotekere om henstand med egenbetalingen til tilskudsberettigede lægemidler.