Kommunalbestyrelsen skal, når den får en ansøgning fra forældrene om at træne barnet eller den unge helt eller delvist i hjemmet efter § 2, stk. 2 eller 3, foretage en børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges forhold efter §§ 20 og 22 i barnets lov.
Stk. 2 Med udgangspunkt i den børnefaglige undersøgelse skal kommunalbestyrelsen vurdere, om hjemmetræning efter den af forældrene foreslåede træningsmetode imødekommer barnets behov, tarv og trivsel. Denne vurdering skal tage afsæt i barnets eller den unges støttebehov, alder og udvikling.
Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal desuden vurdere familiens samlede situation og forældrenes personlige ressourcer i forhold til at kunne påtage sig at træne barnet eller den unge.
Stk. 4 Endeligt skal kommunalbestyrelsen sikre sig, at træningsmetoden og målene jf. § 85, stk. 1, nr. 3, i barnets lov er dokumenterbare, så det er muligt at vurdere effekten af træningen.
Stk. 5 Kravet om dokumenterbarhed indebærer, at kommunalbestyrelsen skal vurdere, om metoden indeholder målbare indikatorer, som kommunalbestyrelsen kan bruge til at følge op på effekten af hjemmetræningen og den anvendte metode på barnets eller den unges udvikling og trivsel. Kommunalbestyrelsen kan ikke stille som betingelse for godkendelse, at den ønskede metode skal være evidensbaseret.
Stk. 6 Kommunalbestyrelsen skal i den enkelte hjemmetræningssag vurdere, om de træningsmetoder, forældrene ønsker at anvende, indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke-uvæsentligt omfang. Hvis dette er tilfældet, skal kommunalbestyrelsen inddrage relevante sundhedsfaglige kompetencer i forbindelse med vurderingen af den ønskede træningsmetode.
Stk. 7 Sundhedsfaglige træningselementer, som enten er fastlagt som sygehusbehandling, eller på anden vis har karakter af specialiseret sundhedsfaglig behandling, kan ikke godkendes som en del af hjemmetræningen.
Stk. 8 Kommunalbestyrelsen træffer inden for de rammer, der er angivet i stk. 1-7, afgørelse om godkendelse af hjemmetræning efter den foreslåede træningsmetode.