Bekendtgørelse om hjemmetræning og samarbejdet med forældre til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte efter § 82 i barnets lov § 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1469 af 5. december 2023

§ 6

Kommunalbestyrelsen skal sørge for de nødvendige træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., når forældre træner et barn eller en ung i hjemmet. Hjælpen kan omfatte både enkeltstående og løbende ydelser til dækning af udgifter til træningsredskaber, kurser, løn til hjælpere m.v.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsens udgifter til nødvendige træningsredskaber, kurser, hjælpere mv. til det enkelte barn eller den enkelte unge må ikke overstige et beløb på 706.600 kr. årligt (2024-niveau).

Stk. 3 Hjælpen til nødvendige træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v. bevilges på grundlag af dokumenterede udgifter.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen og forældrene kan indgå frivillige aftaler om, at der udbetales et fast månedligt, halvårligt eller årligt beløb til dækning af forventede udgifter til træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v. Såfremt, der ikke indgås en aftale om et fast beløb, fastsættes støtten på grundlag af dokumenterede udgifter, jf. stk. 3.

Stk. 5 Beløbet i stk. 2 reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker første gang den 1. januar 2025.