Kapitel 8 Udbetaling
Pension skal udbetales månedsvis bagud, således at den er til disposition for pensionisten senest den sidste bankdag i måneden.
Stk. 2 Udbetaling af pension til pensionister med bopæl i udlandet kan ske ved overførsel til en konto i et dansk pengeinstitut eller efter pensionistens anmodning til et udenlandsk pengeinstitut. En eventuel merudgift, der er forbundet med overførsel af pensionen til et udenlandsk pengeinstitut, betales af pensionisten. Ved valg af dansk pengeinstitut overføres pensionen til disposition senest den sidste bankdag i måneden. Ved valg af udenlandsk pengeinstitut overføres pensionen således, at den bør være til disposition den sidste bankdag i måneden.
Det beløb, der udbetales til en efterlevende ægtefælle efter lovens § 31, stk. 4-5, samt tilbagebetaling efter lovens § 31, stk. 6, svarer til det nettobeløb, som tidligere er blevet udbetalt efter indeholdelse af A-skat hos den nu afdøde.
I tilfælde, hvor pensionen er udbetalt eller bogført på pensionistens konto i et pengeinstitut for perioden efter pensionistens dødsfald, skal beløbet kræves tilbagebetalt af den ansvarlige myndighed efter reglerne i stk. 2-4.
Stk. 2 Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen skal tilbageføre pension for perioden efter pensionistens dødsfald, hvis pensionen er bogført på pensionistens konto i et pengeinstitut, dødsfaldet indtræder inden dispositionsdagen og både tilbagekaldelsen og den faktiske tilbageførsel kan ske inden dispositionsdatoen. For personer med fast bopæl i udlandet kan tilbageførsel ske også efter dispositionsdatoen.
Stk. 3 Hvis pensionen ikke kan tilbageføres efter stk. 2, skal Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen kræve det for meget udbetalte tilbage efter reglerne i lovens § 31, stk. 6-7.
Stk. 4 Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen kan opgive krav på tilbagebetaling efter stk. 3, hvis beløbet må anses for uerholdeligt, eller de økonomiske og administrative omkostninger ved afkrævningen står i misforhold til tilbagebetalingskravet.
Førtidspensionister, der tilkendt pension efter loven, og som flytter til Færøerne, skal rette henvendelse om pension til socialforvaltningen på Færøerne.
Stk. 2 Førtidspensionister, der er tilkendt højeste førtidspension efter loven, og som flytter til Grønland, skal rette henvendelse om førtidspension i socialforvaltningen i Grønland.
Stk. 3 Førtidspensionister, der er tilkendt mellemste førtidspension eller forhøjet almindelig førtidspension efter loven, og som flytter til Grønland, skal ansøge om førtidspension eller andet forsørgelsesgrundlag i socialforvaltningen i Grønland.
Stk. 4 Førtidspensionister, der flytter fra Danmark til Færøerne eller Grønland, bevarer retten til førtidspension, indtil der i tilflytningsrigsdelen er truffet afgørelse om førtidspension eller andet forsørgelsesgrundlag, dog længst i op til 12 måneder med udgangen af fraflytningsmåneden.
Stk. 5 Retten til førtidspension ved bopæl på Færøerne eller i Grønland omfatter hele pensionen, som hvis den pågældende havde haft bopæl i Danmark.
Når Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen efter lovens § 41, stk. 2, afkræver pensionisten, dennes ægtefælle eller samlever oplysninger til brug for beregning og udbetaling af pension, skal Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen oplyse pensionisten om, at pensionsudbetalingen, såfremt oplysningerne ikke modtages senest 3 måneder fra anmodningen, ophører helt eller delvist med udgangen af den måned, hvori fristen udløber. Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen skal samtidig oplyse pensionisten om, at pensionsudbetalingen først genoptages med virkning fra den 1. i måneden efter, at oplysningerne er modtaget.
Ved opgørelse af minimumsbeløb for udbetaling af pension efter lovens § 29, stk. 4, medregnes alle pensionsydelser efter loven, bortset fra tillæg efter lovens § 17 og § 18.
Helbredstillæg beregnes efter lovens § 18, stk. 1 og 4, og § 29, stk. 3, ved at gange den personlige tillægsprocent med 85 procent. Den beregnede procent afrundes til nærmeste hele procent.
Bistands- eller plejetillæg udbetales, uanset om pensionstillæg og grundbeløb er bortreguleret.