Bekendtgørelse om hold og fremvisning af dyr i cirkus m.v Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1750 af 30. november 2020

Kapitel 1 Anvendelsesområde og definitioner
§ 1

Denne bekendtgørelse finder anvendelse på hold og fremvisning af dyr i cirkus, forlystelsesparker og lignende virksomheder, der som led i deres virksomhed fremviser levende dyr, som optræder for et publikum.

Stk. 2 Bekendtgørelsen omfatter ikke hold og fremvisning af dyr i zoologiske haver, dyreparker og lignende, jf. dyrevelfærdslovens § 28, stk. 3.

§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Domesticerede dyrearter: Dyr, der lever sammen med mennesker, og som gennem flere generationer via naturlig selektion eller målrettet avl er genetisk tilpasset til menneskelige formål.

  • 2) Vilde dyrearter: Dyr, der ikke er domesticerede.

  • 3) Dyreanlæg: Enhver form for afgrænset område, herunder akvarier, terrarier, bure og indhegninger, der permanent eller midlertidigt er indrettet til opstaldning af dyr.

  • 4) Faste anlæg: Dyreanlæg, hvor dyrene holdes i den periode, hvor cirkus mv. ikke er på turné.

  • 5) Gruppe: To dyr eller flere.

§ 3

Reglerne i denne bekendtgørelse er minimumskrav, der altid skal opfyldes, medmindre strengere krav er fastsat i anden lovgivning.