Udtrykket »Offentlig enhed« betyder en jurisdiktions regering, en politisk underinddeling af jurisdiktion, hvilket omfatter stat, provins, region eller kommune, eller en myndighed eller anden institution, der ejes fuldt ud af en jurisdiktion eller af en eller flere af ovenstående Offentlig enheder. Denne kategori består af integrerende dele, kontrollerede enheder og politiske underinddelinger af en jurisdiktion.
Stk. 2 En »integrerende del« af en jurisdiktion betyder en person, en organisation, en myndighed, et kontor, en fond, en institution eller et andet organ, uanset betegnelsen, der udgør en styrende myndighed i en jurisdiktion. Det styrende organs nettoindtjening skal godskrives dets egen konto eller andre konti, der tilhører denne jurisdiktion, uden at nogen del kommer en privatperson til gode. En integrerende del omfatter ikke en fysisk person, der er regeringsrepræsentant, embedsmand eller administrator, som handler i privat eller personlig egenskab.
Stk. 3 En »kontrolleret enhed« betyder en Enhed, der i sin form er adskilt fra jurisdiktionen, eller som på anden vis udgør en særskilt juridisk enhed, forudsat at
-
1) Enheden ejes fuldt ud og kontrolleres direkte af en eller flere offentlige Enheder eller gennem en eller flere kontrollerede enheder,
-
2) Enhedens nettoindtjening godskrives dens egen konto eller konti, der tilhører en eller flere Offentlige enheder, uden at nogen del af indkomsten tilskrives en privatperson, og
-
3) Enhedens aktiver ved opløsning tilfalder en eller flere Offentlige enheder.
Stk. 4 Indkomst kommer ikke privatpersoner til gode, hvis disse personer er de tilsigtede modtagere af et offentligt program, og programmets aktiviteter udføres over for offentligheden i almenhedens interesse eller vedrører forvaltningen af et offentligt tiltag. Uanset ovenstående anses indkomst imidlertid for at komme privatpersoner til gode, hvis indkomsten stammer fra anvendelsen af en Offentlig enhed til at udføre en erhvervsmæssig virksomhed, som f.eks. en kommerciel bankvirksomhed, som leverer finansielle tjenesteydelser til privatpersoner.