Ved forsikringsaftale med kontantværdi forstås i denne bekendtgørelse en forsikringsaftale, som har en kontantværdi større end 50.000 USD, bortset fra en genforsikringsaftale for regresansvar mellem to forsikringsselskaber.
Stk. 2 Ved kontantværdi forstås det største af
-
1) det beløb, som policeejeren er berettiget til at modtage ved opsigelse eller udløb af aftalen, bestemt uden nedsættelse for enhver betaling i forbindelse med opsigelse eller forsikringspolicelån, og
-
2) det beløb, som policeejeren kan låne i henhold til eller med hensyn til aftalen.
Stk. 3 Uanset stk. 2 omfatter kontantværdi ikke beløb, som skal betales efter en forsikringsaftale i form af
-
1) personskade- eller sygdomsydelser eller anden ydelse, der erstatter et økonomisk tab ved indtræden af den begivenhed, der er forsikret mod,
-
2) tilbagebetaling til policeejeren af en tidligere indbetalt præmie efter en forsikringsaftale, bortset fra en livsforsikringsaftale, som følge af annullering eller udløb af police, nedsættelse af risikoeksponering i forsikringsaftalens dækningsperiode eller omberegning af præmien som følge af rettelse af posteringsfejl eller anden lignende fejl, eller
-
3) udlodning til policeejer på grundlag af forsikringsudviklingen for aftalen eller gruppen.