Ved forvaltningsinstitutter forstås i denne bekendtgørelse enheder, der som en væsentlig del af deres erhvervsmæssige virksomhed besidder finansielle aktiver for andres regning.
Stk. 2 En enhed besidder finansielle aktiver for andres regning som en væsentlig del af dens erhvervsmæssige virksomhed, hvis enhedens bruttoindkomst, der kan henføres til besiddelse af finansielle aktiver og dertil knyttede finansielle tjenesteydelser, svarer til eller overstiger 20 pct. af enhedens bruttoindkomst i den korteste af
-
1) den tre-års-periode, som slutter den 31. december, eller den sidste dag i en regnskabsperiode, som ikke følger kalenderåret, forud for det år, hvor det afgøres, om der er tale om et forvaltningsinstitut, eller
-
2) den periode, hvori enheden har eksisteret.
Stk. 3 Ved bruttoindkomst, som kan henføres til besiddelse af finansielle aktiver og dertil knyttede finansielle ydelser, jf. stk. 2, forstås
-
1) betalinger for deponering, kontoføring og overførsler,
-
2) provisioner og gebyrer ved udførelse og prissætning af værdipapirtransaktioner,
-
3) indtægter fra kreditgivning til kunder i forbindelse med deponerede eller kontoførte finansielle aktiver eller finansielle aktiver erhvervet ved en sådan kreditgivning,
-
4) indtægten fra forskel mellem salgspris og købspris ved handel med finansielle aktiver, og
-
5) betalinger for finansiel rådgivning samt clearing- og afviklingsvirksomhed.